Det er jo som bekendt Søren Kierkegaardår i år, og i foråret deltog jeg i en studiekreds om ham og hans tanker. Vi blev så enige om at fortsætte her i efteråret med at studere K.E. Løgstrup, for han gjorde op med Kierkegaards kristendomsforståelse. Sidste gang gennemgik vi de indledende ideer i Løgstrups "Den etiske fordring".
Løgstrup skriver, at det hører vort menneskeliv til, at vi normalt mødes med en naturlig tillid til hinanden. Ikke kun når vi træffer mennesker, vi kender godt, men også når vi møder en vildtfremmed. Der skal særlige omstændigheder til, for at vi på forhånd står overfor en fremmed med mistillid. Der skal være tale om f. eks. angiveri, krig i landet, at lov og ret sættes ud af spillet, løgn, tyveri, groteske overdrivelser. Løgstrup mener, at det måske er mærkeligt nok, men at det hører med til at være menneske. Det ville være livsfjendsk at bære sig anderledes ad. Vi kunne simpelthen ikke leve, vort liv ville visne, det ville blive forkrøblet, om vi på forhånd mødte hinanden med mistillid.
Ikke desto mindre har jeg kendt, og kender jeg nogle få mennesker af slagsen. Det har taget mig lang tid at indse, at det er det, der er på færde. Jeg kommer meget tit galt af sted overfor sådanne mennesker, fordi jeg jo i Løgstrups forståelse af verden, møder op med tillid. Og bliver mødt med mistillid. Mine hensigter bliver tolket med mistillid: Jeg ville nok "vise mig", "gøre mig til", få NN i fedtefadet. Giver jeg én noget, bliver det straks til: Hvorfor har jeg ikke givet de andre? Han er nok min kæledægge, jeg forfordeler folk.
Jeg ved ikke, om jeg er speciel naiv af natur, men jeg bliver altid så målløs, når sagens sammenhæng går op for mig. At jeg på forhånd er tillagt nogle slette motiver til min gøren og laden. Her må jeg indsætte Løgstrups berømteste udtalelse:
Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver: Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.
Mennesker som ikke kan møde andre med den løgstrupske, grundlæggende tillid, må have oplevet, at livet som sådan - at livet i det store og hele ikke vil dette menneske noget godt. Der må have været rigtig mange episoder i sådan et menneskes liv, som har skuffet det, gjort ondt, kort: Som har taget den grundlæggende tillid fra mennesket. Og der sker så det, at dette menneske er så forgiftet af denne mangel på tillid, at det spreder denne gift ud over de fleste andre mennesker, som det møder i livet.
Et sådant menneske lider i den grad af mangel på selvværd, og det er der sandsynligvis gode grunde til, hvis man kender til vedkommendes baggrund. Men det er SÅ svært at have personlige relationer til et sådant menneske. Jeg har oplevet, at noget af det nærmeste, man kan komme til en personlig relation, er hvis man kan skaffe sig en fælles fjende. Så kan man i det mindste sidde og forarges over, hvor åndssvag denne fjende er. Jeg har også oplevet, at når jeg ind imellem prøver at argumenter mod et synspunkt, som vedkommende har, så bliver JEG fjenden. Argumenter optages ikke som det, de er, men som endnu en bekræftelse af personen i, at hele verden er ude på at nedgøre ham/hende.
Jeg har læst Løgstrup før, men det går med dette, som med meget andet af min læsning: Jeg får nogle aha-oplevelser, som jeg ikke fik de første gange, jeg læste det. Man må formode, at jeg er blevet klogere siden sidst. I hvert fald ældre. Sandsynligvis mere erfaren udi omgangen med medmennesker. Og dog. Jeg kan stadig blive gjort tavs, når jeg møder andre mennesker, som møder min tillid med mistillid eller kulde. Indtil videre er det, jeg kan gøre ved det, at sørge for at have flest af de menneskelige møder, hvor tilliden er det grundlæggende og spontane.
Næste gang skal vi til "De suveræne livsytringer". Jeg glæder mig!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar