søndag den 6. oktober 2013

Ateisten kontra den kristne


Hvordan kan det være, at nogle mennesker er kristne, og andre er ateister? Well, jeg skal måske nok spørge lidt mere præcist. Hvordan kan det være, at nogle mennesker tror på en åndelig verden, mens andre nægter dens eksistens? (Her på min egen blog tillader jeg mig at være selektiv, og hermed udelukke alle andre religioner. For jeg kan bedst forholde mig til spørgsmålet ud fra min egen position som kristen).

En ateist hævder, at jeg har fostret åndeligheden i min egen hjerne. Hertil svarer jeg, at ateisten mangler det center i hjernen, som åndeligheden ligger indenfor.

En ateist hævder, at han tror på evolutionen, hvor de kristne tror på at alting er skabt af Gud på 7 dage. Hertil svarer jeg, at jeg også tror på evolutionen, og at jeg anser de gamle beretninger i GT som myter, der fortæller noget om menneskets position i forhold til Gud, nemlig at vi er skabte og at der findes en Gud, som vi skal/kan have vort liv i. Og GT's beretninger er eviggyldige sandheder om, hvad det vil sige at være menneske.

En ateist hævder, at videnskaben bærer den højeste erkendelse. Det er en pauver holdning, siger jeg. Jeg anerkender i høj grad videnskaben, men kristendommen begynder der, hvor videnskaben hører op.

En ateist hævder, at kristendommen har ført til megen splid, krige og ondskab. Det er sandt! Det skyldes, at mennesket selv rummer både det gode og det onde, og at historien er én lang fortælling om menneskets ufuldkommenhed. Også før kristendommen, og også i kulturer, som ikke er kristne.

En ateist hævder, at alting foregår i hjernen, og at alt kan måles og vejes. Det, der ikke kan måles og vejes, eksisterer simpelthen ikke som andet end fantasispind. Jeg mener: Det er muligt, at "alting" foregår i hjernen, men jeg hævder, at der er en forbindelse til hjertet, som vi endnu ikke har nok viden om. Det er kun for nemheds skyld, at jeg bruger betegnelserne "hjerne" og "hjerte". Og i øvrigt mener jeg, at det lige præcis var det, Jesus gjorde op med. Han nedbrød ikke loven (hjernen), men trak kærligheden (hjertet) frem foran loven.

En ateist hævder, at man ikke både kan tro på naturvidenskaben og kristendommen. Jeg hævder, at det netop er det, der er nødvendigt, for at man ikke falder i fundamentalismegraven. Jeg er enig med "marsmanden", den nu afdøde Jens Martin Knudsen, som sagde: " Naturvidenskab er "hvordan", kristendommen er "hvorfor". Eller med andre ord: Naturvidenskaben afkoder stykke for stykke Guds skaberværk. Eller: Naturvidenskaben fortæller os, hvordan verden er indrettet, kristendommen fortæller os, hvordan vi skal indrette os i verden.

En ateist hævder, at kristne er svage mennesker, som ikke tager ansvar for eget liv. Jeg hævder, at det nærmest er omvendt. Det moderne menneske, som er ikke-kristent, skal "skabe sig selv", og er kun det, det selv skaber. Det danner sin egen person, udseende, stil, holdninger og er stolt af det - sit eget skaberværk!

En ateist vil fremføre "det ondes problem", som "bevis" på at Gud ikke eksisterer. Problemet er: Gud kan ikke både være almægtig, kærlig og lade det onde ske. Op gennem kristendommens historie er der gjort mange forsøg på at få det til at gå op, men det er mig bekendt ikke lykkedes. Jeg har ikke indsigt nok til at "forsvare" Gud, men jeg aner dunkelt noget liv i dette, som jeg måske vil vende tilbage til. Men jeg har tillid til, at Gud er med-lidende i alt det onde. Hvordan det skal forstås, håber jeg at kunne gøre begribeligt med denne lille fortælling:

Fodspor i sandet

En nat havde jeg en drøm. Jeg drømte, at jeg gik langs stranden med Gud, og over himlen glimtede scener fra hele mit liv.
I hver scene lagde jeg mærke til to sæt fodspor i sandet. Det ene sæt var mine og det andet var Guds.
Da den sidste scene fra mit liv havde vist sig for os, så jeg tilbage på fodsporene i sandet. 
Da så jeg, at der mange gange på livets vej kun var eet sæt fodspor og at det netop var, når mit liv havde været sværest og fyldt med sorg.
Det bekymrede mig, så jeg spurgte Gud: "Kun eet sæt fodspor i sandet ? Herre, du lovede mig, at du ville holde mig i hånden, lige meget hvor jeg gik. Fortæl mig hvorfor jeg kun ser eet sæt fodspor i sandet, når jeg netop ser tilbage på de tungeste perioder af mit liv. Herre, du sagde, at når jeg endelig besluttede mig til at følge dig, så ville du gå med mig hele vejen. Men jeg ser, at der kun er eet sæt fodspor i sandet i mit livs sværeste perioder. Jeg forstår ikke hvorfor, du forlod mig, da jeg mest behøvede dig."
Og Gud svarede: "Mit dyrebare barn, jeg elsker dig og aldrig, aldrig ville jeg forlade dig i prøvelsernes og lidelsernes stunder. Der hvor du kun ser eet sæt fodspor i sandet - det er dér, hvor jeg bar dig."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar