søndag den 27. oktober 2013

Om at give (jule)gaver

Ønskesedler er en uting! Og en uforskammethed! En bestillingsliste! Man kan sågar komme ud for, at vedkommende har skrevet, hvor tingene kan købes, hvilken farve det skal være osv.

Men hvad er en gave?

Det er noget, man ufortjent får, givet af kærlighed. En ting, som giveren har opsnappet i årets løb, at modtageren har ytret sig om, eller giveren bare lige har fundet helt rigtig til netop denne person. Noget, man selv har lyst til at give og glæder sig over at give.

Jeg læste for nylig om en, som skrev, at nu kom den tid, som hun frygtede, for folk begyndte at spørge, hvad hun ønskede sig til jul. Men hun vidste aldrig, hvad hun skulle sige, for hvis hun ønskede sig noget, så købte hun det jo bare, og hvis hun ikke bare købte det, så var det fordi, det var for dyrt, og så kunne hun jo ikke tillade sig at ønske sig det til jul. Jeg blev rigtig trist til mode, da jeg læste det. Og jeg tænkte: Er det sådan, det er? Men det så det ud til, for der var mange, der var enige.

Et eller andet sted ved vi godt, at folk køber det, de ønsker sig, og at de kun undlader at købe det, som er for dyrt. Mon ikke det netop er derfor, at julegavebudgetterne år efter år vokser. For hvis vi skal give noget, som er ønsket, så skal vi op i den dyreste ende, for ellers har vedkommende selv anskaffet det.

 Vi har finanskrise, og alligevel er der ingen materielle ønsker, for vi køber det, vi ønsker os! Altså nogen af os. Måske mange af os. Men mon dog ikke vi alle kender nogen, som ikke bare kan købe, hvad de ønsker sig? Jamen, skal vi ikke beslutte, at det så er dem, vi giver gaver i år? Måske ville kærlighedsånden så indfinde sig i gavegiveriet, i stedet for denne rethaveriske ånd om at få, hvad man ønsker, selv om man dårligt ønsker noget.

Eller også kunne vi beslutte, at give en enkelt en rigtig dyr julegave, som han aldrig selv ville have råd til. Og at de andre så ikke får noget! Hvor ville det blive en kærlighedsgave, og især, hvis vi selv afstod fra at få, men gerne ville give.

Jeg er selv opvokset med milimeterretfærdighed, velsagtens fordi mine forældre ikke havde været vant til bare at kunne købe, og da vi var 4 børn, skulle alle have lige meget, havde de syntes. Måske godt nok, men da vi børn blev større, begyndte vi at synes, at det var lige lovlig meget med denne form for retfærdighed. Det resulterede da også i, at jeg selv har opdraget mine børn til ikke at have denne milimeterretfærdighed. Jeg kan godt give den ene en stor gave, og de kan glæde sig på dennes vegne, uden selv at forvente at få en tilsvarende stor gave. Og det glæder jeg mig over. For hvor er det da vigtigt at kunne glæde sig på andres vegne.

Da min yngste var 3, skrev hendes 2 ældre søskende ønskesedler, side op og side ned. Vi spurgte hende: Hvad ønsker du dig til jul: Jeg ønsker mig bar' et lægesæt, sagde hun stilfærdigt med bøjet hoved. Da juleaftens gaveudpakning kom, fik hun som det første sit lægesæt, og hun blev så glad, og gik ud af stuen. "Hvor skal du hen"? spurgte vi. "Op på mit værelse og lege med mit lægesæt", svarede hun. "Jamen, der er da mange flere gaver", sagde vi. "Jeg vil ikke have flere", svarede hun.

Og der sad vi med alle vore talenter - og pakker. HUN havde forstået det, det havde vi ikke. Jeg tænker altid på det, når jeg ser børneværelser bugne af legesager. Jeg fatter det ikke. Kan man nå at glædes over noget, når man hele tiden får så meget? Ak ak ak.

Jeg foreslår at give til et sponsorbarn via Børnefonden. Eller give hinanden en ged, høns, ris ja, hvad som helst, som en symbolsk gave til en, som trænger. Og til de ældste i familien: Giv en hjælpende hånd, det vil blive værdsat meget. Og til de unge familier med børn: Giv en babysitting, det vil de elske. Og sådan kan man sikkert finde noget, som ikke er så meget værd materielt, men som har uendelig betydning for netop denne person.

I håb om rigtig stor og oprigtig kærlighedsgiveri denne jul!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar