søndag den 29. september 2013

Ydmyghed...

Min far var købmand og havde som en af sine faste kunder et sygehus, som blev ledet af Sct. Josephsøstre. Han fik derfor et lille kig ind i deres verden. En dag kom deres leder, søster Agnetha, over i forretningen og ville sige farvel til min far. "Jamen, rejser De da", spurgte min far. "Ja", sagde hun. "Inden for min orden har vi det sådan, at vi ind imellem skal ydmyges. Og nu har jeg været leder i x antal år, så nu skal jeg tilbage".

Da jeg i 2004 måtte holde op med at arbejde p.g.a. sygdom, var jeg i forskellige arbejdsprøvninger, og endte på REVA-centeret. Her pakkede jeg bl.a. remme, som skulle bruges til noget, jeg ikke husker. Jeg havde inden da bl.a. været leder i 16 år, og det var noget af en deroute, jeg var ude i.

Og det var ikke den eneste deroute, jeg havde oplevet i mit liv. Jeg har af og til tænkt, at den gode Gud, som jo vil det allerbedste for mig, må have svært ved at tackle mig, for jeg har en tilbøjelighed til hovmod og til at holde fast i forhold, som nok ikke var allerbedst for mig, Måske som tryghedsnarkoman, måske for at bevise, at det kunne jeg altså godt magte, ja hvad ved jeg. Og så hænder det ganske tit, at jeg tænker, at jeg skal ydmyges.

Og jeg tænker det som noget godt. Fordi jeg skal lære at være rummelig, - at forstå mennesker, som ikke har eller har haft de samme muligheder som jeg selv. At kunne sætte mig i andres sted, at kunne være med-lidende, barmhjertig, at kunne se om bag det ydre, som blot er afglans og skin af det inderste, som er den menneskelige værdighed - . Og så det vigtigste af alt: At lære kærlighedens væsen i mange forskellig afskygninger at kende. Og så at være ikke-fordømmende.

Jeg har hidtil holdt fast i værdigheden. At den kunne dog ikke tages fra nogen. At ingen af os er ofre for skæbnen, med mindre vi selv opfatter os som sådanne. At vi alle har en forpligtelse til at tage vort liv på os som VORT, uanset om livets tilskikkelser er selvforskyldte eller ej.

Men efter at min nylige diagnose fibromyalgi er kommet til den håndfuld af øvrige diagnoser, jeg har, har jeg kigget begrebet værdighed noget mere efter i sømmene. Jeg har tænkt, at jeg måske kan miste den også. Og hvad har jeg så tilbage?

Vil jeg kunne kærligheden? Vil jeg kunne blive ved at give og modtage kærlighed? Eller vil jeg blive bitter, et offer, - for når jeg har mange smerter, har jeg oplevet mig selv med meget kort lunte og stor irritabilitet overfor mine nærmeste. Kan jeg lære at magte det?

Jeg ved det ikke, men håber det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar