Åndshovmod

Når jeg støder på ordet "åndshovmod", kommer jeg tit til at tænke på Erasmus Montanus, som kommer hjem fra sin dannelsesrejse, og bliver sat til at føre en disput med præsten, for han er dog en lærd mand. Holberg var en mester i at gøre grin med den slags åndshovmod. Jeg elsker også Rasmus' argumentation, hvor han demonstrerer, at han har studeret retorik og logik: En sten kan ikke flyve, morlille kan ikke flyve, ergo morlille er en sten! 

Tjah, det var jo "bare" en komedie, men grunden til, at Holbergs komedier lever endnu, er jo at de stadig har noget at sige os.

Hvad f. eks.?

Eksempel 1. Min far fortalte om en fætter, som var blevet professor - i hvad husker jeg ikke - og som sjældent besøgte sine gamle forældre, for de havde ikke noget at sige hinanden. De forstod ikke hinanden længere.

Eksempel 2. Efter jeg var blevet færdiguddannet som børnehavepædagog, hørte jeg om en af mine medstuderende, at vedkommende havde fået "dårlige nerver", p.g.a. for meget religions- og filosofilæsning.

Eksempel 3, For nylig var jeg sammen med et ungt menneske, som studerer filosofi, og jeg spurgte interesseret til hendes studier, hvad de læste osv. Jeg fik et svævende svar med en del namedropping, og jeg tydede undrende dette svar som: Hvorfor spørger du, du forstår jo alligevel ikke en hujende fis!

Eksempel 1 synes jeg er hjerteskærende! Hvordan kan man glemme, hvad man er kommet af? Hvordan kan man glemme med hvilken kærlighed og levende interesse de to gamle - godt nok på afstand - har fulgt sønnen og været stolt over ham? For jeg mener udelukkende, det er sønnen skyld, at de ikke kan tale sammen, for han lider af åndshovmod. Kan være, at hans hoved er fuld af formler, teser eller hvad ved jeg, - men når han er hjemme hos sine forældre, så SKAL han da lægge dette til side. Jeg har altid syntes, det var et rørende og dejligt  udtryk for anerkendelse af ens oprindelse og fællesskab, når visse af mine venner i samtale med deres familie snakkede sønderjysk, for så at vende tilbage til esbjergensisk vestjysk i den videre samtale med mig. DET er nemlig et udtryk for at kunne afstemme sig efter omstændighederne.

I filmen/bogen "Dansen med Regitze" ser vi det samme: Arbejdersønnen, der har fået studenterhuen på og sammen med sit hold kører studenterrunde. De kommer også i denne søns hjem, og faderen har skyndt sig hjem på sin cykel, så han kan være med. Men sønnen er flov over faderen. Ak hvor hjerteskærende!

I eksempel 3 ser man, hvordan det kan gå, hvis man ikke passer på. Jeg vil mene, at det unge menneske måtte kunne gøre sig forståelig overfor mig, ellers giver jeg ikke meget for hendes studier. Men jeg erkender også, at man selv først skal forstå, før man kan videregive, hvad man har forstået. Men så kan man vel sige DET? Eller hvad man indtil videre har forstået. Og faktisk kunne det jo være, at jeg også har læst nogle af de filosoffer, der blev nævnt. Men hvis man på forhånd har opgivet, fordi jeg jo ikke forstår, hvad hun forstår, synes jeg det er hendes fejl. Jeg anerkender, at en studerende kan have en viden, jeg ikke har, men derfor skulle man vel godt kunne gøre sig forståelig overfor hinanden - også uden at den ene taler ned til den anden.

Det skrækkelige er, hvis man tror, man sidder inde med sandheden, fordi man har "studeret". Men jeg fejer lige for egen dør og skuer tilbage på mig selv som studerende! Ak ja, hvor vidste jeg og mine studiekammerater da alting! Og så sidder jeg her og lyder som den gamle kone, jeg faktisk er, hø hø!!

Min kære medstuderende nævnt i eksempel 2 havde fået sine studier galt i halsen. Jeg har faktisk temmelig meget respekt for det, selv om det udartede til sygdom. For han havde læst, som Søren Kierkegaard gerne vil læses: Som om han skriver til den enkelte. Og han havde fuldt og helt følt sig tiltalt som den enkelte, som skulle "gå hen og gøre ligeså" - som Jesus sagde. Og han var endnu ikke kommet dertil, hvor han indser, at Jesus - og kun han -  kunne opfylde det forlangende. Så i dette eksempel er der IKKE tale om åndshovmod, nærmest det modsatte: En ydmygelse af sig selv, som det selv, der indser, at det KAN jeg ikke.  For fuldstændighedens skyld må jeg hellere tilføje, at min studiekammerat kom over det!

Jeg hører, at ordet "ydmyghed" er in!! Det vil passe rigtig godt med nogen ydmyghed overfor den lærdom, man evt. måtte komme i besiddelse af. For hvis denne lærdom ikke er med til at gøre en til et større, mere rummeligt menneske, hvad skal den så bruges til?