lørdag den 20. maj 2017

Tab dig - uden at være på kur 9. Hvad skal jeg drikke?

Drikkelse!

Selvfølgelig vand! Men der skal også noget interessant drikkelse til, ellers bliver det for træls. 

Mine drikke:
* Vand
* Kaffe m. minimælk
* Pukka-te, Yogi-te og også andre. Men alle nogle med "kant", - jeg gider ikke nogen, der er uinteressante!
* Dansk vand med citrus
* Ingefærshots
* Vin

Vand: 
Til ingens overraskelse: Vi skal alle drikke mere vand! Og os, der gerne vil tabe os, skal især. Jeg begynder dagen med et stort glas vand. Det er så også nødvendigt, for jeg drikker det til min morgenmedicin og vitaminer. Og i løbet af dagen - en hel del vand. Jeg har altid en helliters flaske med vand stående i køleskabet. Det er praktisk, især når der er andre end mig her. Men når der kun er mig, har jeg halvliters flasker med vand stående i køleskabet. De er nemmere at have stående, og de er også nemmere at have i opvaskemaskinen. Og jeg kan bedst lide vand, når det er godt koldt. 

Kaffe m. minimælk: 
Til min morgengrød drikker jeg kaffe med minimælk. Før minimælkens tid brugte jeg skummetmælk, men minimælk ER nu bedre. Et stort krus får jeg om morgenen. Visse dage er det så kun den ene gang, at jeg drikker kaffe. Men jeg har ikke nogle "kaffeprincipper" i retning af, hvor meget jeg må drikke. Hvis jeg er hos andre, eller har gæster, drikker jeg da en del mere end den ene kop. 
Tidligere kunne jeg ikke sove, hvis jeg drak kaffe om aftenen, men det er gået over. 
Jeg har en Quooker - det er en vandhane med kogende vand - og den er jeg SÅ glad for. For jeg drikker næsten udelukkende instant kaffe. Mit foretrukne mærke er Cafe Noir. Den er ikke billig, men der er jo ikke noget, som er for godt til mig, vel?? Men det er jo en smags sag. Og hvis jeg ikke kan få Cafe Noir instant, der hvor jeg lige handler den dag, tager jeg Peter Larsen Instant. 
Når vi er flere, laver jeg stempelkaffe, det er også Cafe Noir eller Peter Larsen. Jeg er helt holdt op med at bruge kaffemaskine, jeg syntes ikke, kaffen var ordentlig varm. Men det er sikkert et spørgsmål om at have en ordentlig kaffemaskine. I "gamle dage" havde jeg da en, som kogte vandet godt. 

Pukka-te: 
Sikke da en aha-oplevelse, det var for mig, da jeg opdagede Pukka-te. De SMAGER af noget. Og af noget forskelligt. Der er et hav af forskellige smagsvarianter. Breve i lækre pakninger. Jeg går op i den slags. Det er der nogen - især mænd - som ikke forstår. Men jeg ELSKER at åbne et køkkenskab, hvor der KUN står Pukka-te. Men nu har de skiftet plads, så de ligger i en skuffe, men så jeg kan se forsiden af dem alle. Så kan jeg stå der og glæde mig over selve synet, og udvælge mig, hvilken smag jeg NU vil have. 
Men nu har jeg også opdaget YOGI-TE, og det virker næsten lige så godt, som Pukka-te. Især Sweet Chili og Sweet Chai er jeg vild med. Der er STOR smag i dem, men de fås også i mange varianter. 
Jeg føler mig som et luksusdyr, når jeg drikker sådanne lækre teer. Og det er en dejlig følelse - og jeg går efter den slags følelser, kan slet ikke få nok af dem!!

Dansk vand med citrus:
Jeg kan ikke lide at købe halvanden liters flasker eller to liters. Nej, jeg vil have portionsflasker eller -dåser. Det er ikke noget ved at få en vand med brus, hvis bruset er gået af, - og jeg gider ikke have en stor flaske stående, med mindre jeg ved, at der kommer nogen, som drikker det. 
Det er en frisk drik, især en varm dag og når jeg er i haven.


Ingefærshots:
Engang imellem laver jeg ingefærshots. Det er en masse skiveskåret ingefær, som koges i vand. Herefter tilsættes citronsaft. Og måske lidt rørsukker, men ikke for meget. Det SKAL være syrligt og meget stærkt. 
Før maden er det suverænt. Denne sure og bitre smag går jeg efter, for den gør rigtig godt i min mave, og den tager sulten. Man kan også drikke den, netop for at den skal tage sulten. Men vi snakker kun om små glas pr. gang. Det er ikke noget, jeg laver hele tiden, og jeg har set, at man nu også kan købe det færdiglavet, men det har jeg ikke erfaring med. 

Vin: 
Kan man drikke alkohol, hvis man gerne vil tabe sig? Grundlæggende tror jeg nok, at man må tilstå, at al alkohol feder, binder væske, hober væske op, - det er i hvert fald min erfaring. Øl vil jeg slet ikke anbefale, og heller ikke stærkere ting.
Jeg drikker næsten kun vin, er mest til rødvin, men her om sommeren er det også dejligt med kølig hvidvin eller rosé. 
Jeg vil ikke anbefale, at man drikker ret meget vin, men jeg vil heller ikke sige, at man helt skal holde sig fra det, for der er noget dejlig livskvalitet i at drikke et par glas vin. Og en sjælden gang MEGET vin - der er lidt katarsis i at gøre det, når bare det ikke er ret tit. Katarsis betyder renselse, og jeg påstår ikke, at kroppen renses ved meget alkohol, nok tværtimod. Men det kan være godt for psyken hvis man er sammen med gode, nære venner til lange samtaler ud på de små timer. 
MEN - det er med alkohol som med træthed. Ligesom vi ikke må blive for trætte, så må vi heller ikke drikke alkohol i dagligdagen, for så ryger disciplin, overblik, og gode forsætter. Og vi kommer let til at blive sultne, overspise, og sige "skide være med det".
Desuden kan man lige så godt belave sig på, at man altså TAGER PÅ, hvis man en aften har drukket bare nogle få glas. Så tager det et par dage at komme ned på den vægt, man ellers havde. Træls, ja - men realiteterne. 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar