onsdag den 10. maj 2017

Tab dig - uden at være på kur! 1. INTRO

I dag begynder jeg en ny serie her på min blog!

 Hvad skal den så handle om?

Den skal handle om at tabe sig uden at være på kur. Den skal IKKE prøve på at være noget som helst smart, videnskabeligt eller noget helt nyt. Den skal udelukkende handle om de erfaringer, jeg selv har gjort, efter i mange år at have kæmpet med overvægt.

Måske - kommer den engang imellem til at handle om, HVORFOR man bliver overvægtig. Men det er ikke mit fokuspunkt. Jeg har ikke tabt mig ved at analysere fortiden og pille i egen navle. For det HAR jeg prøvet. Ligesom jeg har prøvet næsten alle de forskellige kure, man kan nævne. De virker næsten alle sammen. En tid. Indtil jeg ikke orker at være på den længere. Så tager jeg på igen. Og måske mere, end jeg tabte.

Indtil jeg for nogle år siden besluttede, at jeg ikke mere vil være på kur. Jeg hader kure. Jeg hader alt det, man ikke må. Og jeg har erfaring for, at jeg har en rygrad som en regnorm, når det gælder bestemte kure.

Det er lettest at lade stå til. At opgive. Og det har jeg da også gjort. Indtil jeg for ca 3 år siden lige så stille begyndte at tabe mig. Næsten af "mig selv". Jeg undrede mig faktisk i begyndelsen. Men jeg begyndte langsomt at ændre vaner. Og DET kommer mine skriverier til at handle en hel del om. Samt mine gode råd.

Der er en hel del, som har spurgt mig, hvordan jeg har båret mig ad. Men det spørgsmål er jeg ikke så glad for. For jeg er ikke nogen sylfide. Jeg vil gerne tabe mig en hel del mere. Men det går langsomt. Og det skal det også gøre, i hvert fald i mit tilfælde.

Hvis du kan bruge mine erfaringer, vil jeg blive rigtig glad. Og hvis du vil skrive og dele dine, er jeg lutter ører. Hvis du vil spørge om noget, så gør det i kommentarfeltet. Og hvis du ikke vil det, må du gerne skrive en mail til mig på imhp@esenet.dk.

Jeg ved, at vi er en stor flok, som er i samme bås. Vi må stå sammen og støtte hinanden. Jeg har så sandelig da også fået råd og trukket på andres erfaringer. Mine indlæg vil handle om alt det, som jeg i årenes løb har samlet op. Hvad der har virket, og hvad jeg i de sidste 3 år har levet efter.

Fat mod!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar