Mennesker i mit liv 21 - Kurt

I mine unge og vilde dage, havde jeg en god ven, som vi her kalder Kurt. Hvor vi havde truffet hinanden, husker jeg ikke, sandsynligvis på vores stamværtshus Rio Bravo. Sjældent har jeg mødt et menneske, som jeg grinede så godt sammen med. Vi havde den samme lidt syge humor og kunne grine af de særeste ting.

Vi var begge studerende, så penge havde vi ikke mange af. Men på Rio, det skulle vi. Engang mødtes vi i gården mellem Rio og Proppen (et af "vore" andre stamværtshuse), hvor vi rodede i tasker og lommer, og tilsammen havde vi lige akkurat nok til at kunne købe én øl. Det kommer mig for, at den på daværende tidspunkt kostede godt 7 kr. Nå men så kunne vi da komme ind, og så var der altid nogen, vi kendte, som enten gav en omgang eller vi kunne låne af.

Kurt var bøsse, hvad der ikke var ret mange i vores store bekendskabskreds, der var i tvivl om. Blot var det ikke gået op for ham selv på dette tidspunkt. Åh, jeg har så mange gode, dejlige og sjove minder sammen med Kurt.

Engang sad vi en hel bordfuld på Rio og snakkede - om livets store spørgsmål, det var vi rigtig gode til, og vi blev bedre og bedre, jo mere vi havde drukket - troede vi da! Jeg lagde mærke til, at den stol Kurt sad på, var ved at gå "fra hinanden", så jeg fik umærkeligt listet et af benene af, så han kun sad på tre stoleben. Tilsyneladende opdagede han ingenting, indtil jeg begyndte at sidde og vifte med dette stoleben. "Hvor har du det fra", spurgte han. "Fra din stol", sagde jeg. Og i bedste Anders And-stil, kiggede han ned under sin stol, og faldt så af. Naturligvis til stor moro for alle vi andre.

Kurt var om muligt endnu mere stamgæst end jeg. Fru Tønning, en af servitricerne, sagde hver aften inden lukketid: "Så drikker vi ud"! Og hun var begyndt at sige "Også dig, Kurt"! En aften fortalte Kurt, at han havde hørt, at fru Tønning havde sagt sådan - og så tilføjede han: "Og jeg var der slet ikke - det er lige strengt nok"!

Kurt holdt altid en ret stor fødselsdag, og jeg var selvfølgelig altid med. Jeg havde fået for vane at give ham "rædsler", bare for sjov. Et år fik han et æsel, der på ryggen havde et skrin, som var beregnet til cigaretter. Når man trak æslet i ørerne, kom der en cigaret ud af røvhullet på æslet. En anden gang fik han en lyserød ugle, - sådan én som modbydelige forældre kan finde på at købe til deres babyer. Den kunne trækkes op, og når man havde gjort det, spillede den "Syv arbejdsvante dværge", mens den viftede med vingerne. Et tredje år fik han en selvlysende grøn sparegris. Men da sagde han så, på sin Kurtfacon: "Altså Ingrid. Du kommer ikke med til min fødselsdag til næste år"!

Engang stod vi i kø for at komme ind på vores morgenrestaurant, og jeg morede mig med at pille mænds pung op af deres baglommer. Det kunne jeg sagtens uden de opdagede det. Jeg prikkede dem så på skulderen bagefter og spurgte, om det var deres. "Nu holder du altså op, Ingrid", sagde Kurt, "det går galt, og så er det MIG, der får bank" - Hvad det også gjorde. En af mændene blev vred og lagde op til slagsmål, men Kurt og jeg tog benene på nakken, LØB ned ad Kongensgade og helt hjem til mig, det var heldigvis ikke så langt. "SAGDE jeg det ikke nok", sagde Kurt, "og hvorfor er det MIG, de bliver sure på"?

Vi blev færdige med vore uddannelser, og efter et par år flyttede jeg til Århus og Kurt til København, og vi mistede forbindelsen med hinanden. Jeg hørte gennem vore fælles bekendte, at Kurt var sprunget ud, men at han havde brudt alle broer bag sig.

På et tidspunkt var jeg på studietur til en specialbørnehave på Amager, og lederen og jeg kom af uransagelige årsager til at snakke om bøsser. "Ja", sagde hun, "jeg har haft en del ansat, for de er rigtig gode til dette arbejde". "Du har vel ikke Kurt ansat", sagde jeg. (Han havde et let genkendeligt navn i virkeligheden). "Jo", sagde hun "og han vidste også godt, at du skulle komme. Men han valgte at tage ud af huset med sin gruppe". "Vil du ikke godt hilse ham mange gange og sige, at jeg elsker ham, uanset hvordan han er", sagde jeg.

Rigtig mange år senere er jeg på bogmesse i Forum, og står i kø for at komme ind og høre en forfatter. Køen er forfærdelig lang, men ikke langt fra mig hører jeg pludselig en stemme, jeg kender. "Kurt", siger jeg. Han vender sig om og kigger på mig. "Kan du ikke kende mig", siger jeg. Idet jeg smiler stort, klarer han op. "Ingrid"! Og så snakker vi som i gamle dage, sætter os sammen, da vi omsider bliver lukket ind, snakker sammen på vej ud. Og det var så det. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle foreslå, at vi skulle have kontakt.

Men han er et af de mennesker, jeg ofte tænker på med varme og glæde, og som jeg savner.