Jensen boede i huset ved siden af mine forældre, og han var naturligvis kunde i mine forældres købmandsbutik. Min første erindring om ham er denne: Min mor sidder ved kassen, og Jensen kommer ind hen ved lukketid og spørger, om de der negerboller er friske. "Ja, svarer min mor, "de er lige kommet hjem i dag". Jensen køber ikke nogen, men nøjes med sine cigaretter. Næste morgen kommer han igen ind i butikker for at købe et eller andet. "Nå, har I de negerboller endnu", siger han sarkastisk. "Ja", svarer min mor, "vi har haft lukket i nat".
Jensen havde humor nok til at grine så hans mave hoppede. Jensen var i det hele taget meget lattermild, hvad jeg oplevede på tætteste hold, fordi jeg som ca 15-årig fik et job hver mandag eftermiddag efter skoletid med at passe hans Mini-taxa. Konen skulle have en ugentlig frieftermiddag, som hun oftest benyttede ved at tage deres to døtre med i byen.
Mit arbejde bestod i at besvare telefonen og sende besked videre til Jensen. Jeg skulle betjene et lille "omstillingsapparat", og jeg husker tydeligt, hvordan jeg indvendig grinede, da jeg af Jensen lærte, at jeg skulle sige: "Opkald vogn 1" - for der var kun den samme vogn, som han selv kørte. Jow jow, det skulle ikke komme an på det...
En dag fik Jensen en tur for TV. Det var et bånd, som skulle fragtes fra Esbjerg til Århus, og de skulle have det inden kl. 17.00 samme dag. "Vi lukker biksen", sagde Jensen, "og så tager du med til Århus"! "Øh", sagde jeg, "hvad så med telefonen"? "Pis med den", sagde Jensen, "vi er ikke hjemme".
Nå, så kørte vi til Århus, for Jensen syntes, det var hyggeligt at have mig med, og jeg skulle jo sådan set ikke andet, og jeg fik endda overbetaling. Jensen underholdt mig hele vejen op og hjem med anekdoter fra sit liv og diverse saftige vittigheder, og han grinede selv allermest af dem. Vi var også inde på et cafeteria, hvor Jensen gav mad.
Engang kaldte han mig og sagde, at jeg skulle skrive en regning til Dat-Schaub. Jeg anede ikke, hvad det var, og sagde "Hva' be'har"? Han gentog. Jeg forstod det stadig ikke. "Kan du ikke tysk", spurgte Jensen så. "Nja -", fik jeg fremstammet, og så var han væk. Hvad pokker skulle jeg gøre. Jeg greb telefonbogen og slog op på noget, der sådan cirka lød som det, Jensen havde sagt. Efter en del leden, fandt jeg da frem til, at det var et firma, som lå ude i Frodesgade - og ikke mindst - hvordan det staves. Da Jensen kom hjem, spurgte han, om jeg havde skrevet regningen. "Ja, her er den", sagde jeg. "Det var sgu growe", sagde Jensen, "er du sikker på, det staves sådan"? Så måtte jeg jo fortælle ham, hvordan jeg havde fundet ud af det. "Det var da godt", sagde Jensen, "for JEG vidste det ikke", og så grinede han sit typisk, glade grin.
Så gik der små 10 år, og min mand og jeg stod for at skulle flytte fra Ribe til Esbjerg. Jeg stod inde i mine forældres butik, da Jensen kom ind. "Hej", sagde jeg. "Du har vel ikke en ledig lejlighed i dit hus"? spurgte jeg. "Jo, du kan få min", sagde han. Det viste sig, at han var blevet skilt, konen var flyttet med børnene, og Jensen selv var også flyttet.
Og nu er der så gået 40 år, og jeg ser jævnligt hans ældste datter hos min personlige boghandler. Vi snakker af og til om gamle dage, om hvordan vore familier har det osv. Men hun har samme lune som sin far, for en gang, jeg kom ind i forrretningen, sagde hun: "Du går bare rundt, så varmer jeg kasseapparatet op imens". Jo jo, jeg ER en god kunde, og jeg prutter også lidt om priserne, hvis jeg køber meget - og får som regel rabat!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar