Tror vi på helligåndens virke, eller på psykologisk (selv)suggestion?
Og er vi humanister, mere end vi er kristne?
Dette spørgsmål er blevet aktualiseret på baggrund af Ramsdalsagen, som i dag har fået sin - foreløbige - afslutning, som betyder at Per Ramsdal har trukket sine ord om, at han ikke tror på en fysisk opstandelse, og at han af og til har stukket menigheden en nødløgn, tilbage. Han skal nu under en mentorordning ved sin biskop, Peter Skov Jakobsen, i tre måneder.
Det virker som en brandslukning, som Kathrine Winkel Holm udtaler, for hvordan kan en præst på få uger foretage en sådan kovending? Men man må jo tilgive en angrende synder, siger hun.
I aften ser vi så Thorkild Grosbøl i Go' Aften, Danmark. Denne præst, som var på alles læber i 2003, efter at han var blevet interviewet til Weekendavisen om sin bog "En sten i skoen". Grosbøl udtalte bl.a., at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud.
"Skal en præst tro på Gud"? bliver Grosbøl spurgt om af intervieweren. Og så hører vi Grosbøl udtale, at vores trosbekendelse er skabt af mennesker for mange hundrede år tilbage, og har et syn på mennesket, og et helt andet verdensbillede, som nutidens moderne mennesker må tage afstand fra.
"Jamen, hvad er så kernen i kristendommen"? spørger intervieweren. "Det er vort forhold til hinanden", svarer Grosbøl. Og han udtaler videre, at kirken skal sætte fri til åben samtale. Jesushistorierne om den gale tømrer fra Nazareth fortæller os, at vi har et ansvar for hinanden, at vi har at gøre noget for næsten. Der er ingen kerneydelser tilbage, der er kun et nisselandskab. Siger altså Grosbøl!
Kirkeminister Marianne Jelved siger hertil, at selv om en flue svirrer, sætter den ikke dagsordenen. Vi er som kirke overhovedet ikke i nærheden af, hvad Grosbøl mener.
De fleste mennesker går ind for humanismen. Jeg kender ingen, som ikke synes, at humanisme er "godt". Det skulle da lige være Søren Krarup og andre tidehvervsfolk. For "godt" er nærmest også det eneste, man kan sætte humanisme lig med i dag. Der er gjort mange forsøg på at beskrive, hvad humanisme er, hvor den stammer fra, hvornår den er fra osv. Man henviser til den amerikanske uafhængighedserklæring, til den franske revolution, til FN's menneskerettighedserklæringer og meget andet.
Jamen, har tidehvervsfolkene så ikke ret, når de hævder, at vi har gjort menneskerettighederne til vor tids religion? For hvad skal vi dog med kristendommen, når vi har menneskerettighederne og humanismen? Fri os dog for den gammeldags tro med det gammeldags verdensbillede!!
For mig er sagen temmelig enkel. For jeg begynder med de foldede hænder. "Når du vil bede, så gå ind i dit lønkammer og bed til din fader, som er i det skjulte. Så vil din fader, som er i det skjulte, lønne dig". (Matt. 6,6) For hvem er det, vi beder til? Jeg har hørt ateister sige, at det er en psykologisk mekanisme, der finder sted i bønnen. En slags selvsuggestion, som vi kender den mange steder fra i psykologien. Noget, vi via bønnen bilder os selv ind, og som vi får til at vokse, hvis vi gentager den samme bøn.
Jamen det er da fint, hvis det fungerer sådan. Det er bare ikke forklaringen for mig. For jeg beder ikke til den blå luft, eller ud i luften. Jeg beder ikke til mig selv eller mit eget indre. Og jeg kan ikke gøre det af mig selv, som jeg har fået givet af Gud. For det er Helligåndens virke. Det er Helligånden, der er på færde, når vi beder. Helligånden, som er det ene led i den treenige Gud. Som vi har så svært ved at få fat i - og som blæser hvorhen den vil. Så for mig ville det være godt at sige til de præster og til alle andre mennesker, som er kommet i tvivl om Guds eksistens, og om man kan tro på Gud i vore moderne tider: Beder du? Kan du bede? Til hvem beder du?
For hvis vi moderne mennesker ikke kan tro på noget som helst, som går ud over de fysiske love, hvor skal vi så gøre af bønnens virke? Her begynder det jo. Her begynder det at gå ud over de fysiske love, som vi - indtil videre - kender dem. For naturvidenskaben er jo "kun" hvad vi indtil videre ved om Guds store plan. Jeg plejer at sige, at naturvidenskaben afkoder Guds store plan, som vi mennesker slet ikke kan se og overskue rækkevidden af. Det behøver vi heller ikke.
Det begynder med bønnen. Og fortsætter med en skabende og opretholdende Gud, som selv har skabt naturlovene. Og med den tomme grav. Med Jesu fysiske opstandelse. Med alle de undere, som Jesus udførte, mens han gik på jorden. Med de undere, han udfører i dag. Ved Helligåndens mellemkomst. Vi har hans egne ord for det. Vi har disciplenes liv og gerninger som vidner, og som lægger sig op af hans egne ord. På nær én led de alle martyrdøden. Ville de gøre det for en løgn?
Det slutter også med bønnen. Hvad ville vort gudsforhold være uden bøn? Moderne eller ej!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar