torsdag den 22. januar 2015

Gud arbejder gennem mennesker

Hvis det er sandt, så gælder det også mig. Men så får jeg pludselig så afgørende betydning og et kæmpe ansvar. Det kan jeg da slet ikke leve op til, og desuden har jeg nok at gøre med at få mit eget liv til at fungere.

1 Menneske, din egen magt
gør dig svimmel og forsagt,
du skal selv på denne klode
skelne ondskab fra det gode,
dybt ansvarlig for din jord.

Hvad er meningen med mit liv? At jeg skal lære at skelne ondskab fra det gode. Og lære at vælge det gode. Kærligheden. Men jeg har fået en fri vilje, for jeg skal ville det helt af mig selv. For hvis andre har sagt det, eller hvis jeg tvinges, er det ikke kærlighed, blot en død lov. Og det er ikke en lov, som jeg bliver straffet for, hvis jeg ikke overholder den, men Guds lov om livet, som jeg skal opdage gennem det liv, jeg lever her på jorden. 

2.Du skal bringe verden fred,
dagligt brød og kærlighed.
Livets Gud har dine hænder,
derfor er det dig, han sender,
når din næste lider nød.

Hvis meningen med mit liv er, at jeg skal lære at skelne ondskab fra det gode, hvordan lærer jeg så det? Jeg skal først og fremmest lære, hvad det gode så er for noget, og hertil har jeg Det Nye Testamente, hvor jeg kan læse om Kristus, og hvordan han via sit eget liv og via sin belæring til disciplene og til alle de mennesker, som han kom i berøring med, viste hvad det gode er. 

3 Du skal værne det, der gror
overalt på denne jord.
Gennem dine varme hænder,
dine ansigtstræk, de kender,
kommer Gud til sine børn.

Men det er MIG, der tales om. MIG!! Som om jeg har en sådan magt. Som om jeg skal være Guds forlængede arm. Ja, det mener han. Men hvordan kan jeg det? Jeg har mit arbejde, min familie, ikke mindst mine børn, jeg har mine veninder, - jeg skal passe min sunde kost, min motion, mine interesser osv. Ja, men der er intet hokus pokus og fine teorier her. For det er i mit almindelige og dagligdags liv, at jeg skal være det. 

4 Ingen træffer livets Gud
mellem fjerne stjerneskud.
Han er Gud blandt mænd og kvinder,
der hvor han hver morgen finder
redskab for sin kærlighed.

Netop!! I mit ganske almindelige og til tider temmelig trælse og ensformige og kedelige liv. Det er HER, jeg skal være og gøre det gode. 

5 Menneske, dit liv er stort,
uden dig blir intet gjort,
synker du til bunds i sorgen,
rejser Gud dig op i morgen
med din næstes milde hånd.

Og hvis det er MIG, som trænger til godhed, så sender Gud mig et menneske til hjælp og trøst. Hvor har jeg ofte oplevet det i mit liv. Og hvor er det vigtigt, at jeg ser det og husker, hvor meget det betød for mig, da jeg stod midt i sorgen, krisen, det trælse. Og når jeg har lært, at det betød så meget for mig, så har jeg samtidig lært, at JEG også kan betyde meget for andre i deres bekymringer og sorg. 

6 I det blanke morgengry
skaber Gud dit liv på ny.
Dag er optakt, muligheder
for at hjælpe dem, der beder
om et værdigt liv på jord.

Jeg får en ny begyndelse hver dag. Carpe Diem! Denne dag er den første i resten af mit liv! Klichéer, javist, men gode at gemme og tage frem og huske på i den almindelige leverpostejfarvede hverdag. 

7 Og når du har brugt din dag
til det sidste åndedrag,
standser Gud din gråd og klage,
tar en misbrugt dag tilbage,
nådig skjult i evighed.

Og hvis jeg så ikke har været og har gjort det gode? Hvis min dag har været rigtig træls? Hvis jeg har været egoistisk, selvoptaget, kun tænkt på mig og mit? Ikke har gidet? Ja, så må jeg ty til nåden. "Kærlighed skjuler syndens mangfoldighed". Denne sætning har Søren Kierkegaard udviklet i sin bog "Kærlighedens gerninger". Kærlighed skjuler syndens mangfoldighed. Dog vel ikke for at vi så godt kan synde i ro og mag, for det skal ikke regnes os til last? Nej, som trøst og som nåde til mig, som godt ved, at jeg har brug for den, for jeg er jo på vej og midt i mit livs mening: At skelne ondskab fra det gode. Og i al min fejlen og uformåenhed har jeg så hårdt brug for Guds mildhed. For uden den magtede jeg ikke at begynde hver eneste dag forfra. 

Tak til Lars Busk Sørensen for en dejlig og nutidig salme (1986)







Ingen kommentarer:

Send en kommentar