fredag den 9. januar 2015

Mennesker i mit liv 20 - frk. Heidemann

Skønt hun var en lille - faktisk MEGET lille prop, var hun den af vore lærerinder, vi havde mest respekt for, i betydningen "frygt". Egentlig var hun et venligt menneske, men hun var skrap, og hun kom til at præge mig en hel del, hvad denne beretning vil vise.

Vi fik  hende til historie fra 6. klasse, og hendes undervisning foregik nogenlunde som i "Gyssebogen", hvis nogen skulle have hørt om den: Lille eksempel:

Læreren: Hvor har du fra?
Dreng: Der fra "imidlertid"
Læreren: Begynd!
Dreng: Imidlertid gjorde Svend Tveskæg indlæg i Sverige.
Læreren: På hvilken måde gjorde han indlæg?
Dreng: Idelig indlæg
Læreren: Rigtigt!
osv osv.

Når hun kom ind i klassen, rejste vi os alle op, og når hun betrådte katederforhøjningen, lød det: "Sæt jer"! Så havde vi lov til lige at læse det, vi havde for, over en gang, og imens gik hun op og ned ad gulvet med sko, der knirkede på en helt særlig og meget høj måde. Indtil hun sagde: "Og så hører JEG - - og JEG vil gerne høre..." - og så bladrede hun i sin lille sorte bog, hvor alle vore navne og andre anmærkninger stod prentet, alt imens alle vi elever sugede maven ind og holdt vejret - - indtil hun sagde navnet på offeret. Og alle på nær offeret pustede befriet ud! Offeret skulle så rejse sig og remse lektien af nærmest ORDRET.

Der gik lidt tid, inden jeg fangede den metode, for jeg havde været vant til, at man nærmest samtalede om det, man havde for i historie. Men nææ nej, og da jeg første gang havde fået g+ i historie, hvor jeg ellers plejede at få ug eller i det mindste ug-, tog jeg mig sammen og lærte lektien udenad. Jeg kan endnu lire denne første udenadslærte remse af, nærmest i søvne:

"Omkring 550 blev Kyros persernes konge, og han førte dem straks ud på hærtog. De persiske bueskytter og ryttere kunne ingen modstå. Først vendte han sig mod mederne, og siden mod lyderne, som havde grundlagt et blomstrende rige i den vestlige del af Lilleasien. Deres konge Krøsos blev bange for perserkongen, og sendte derfor bud til oraklet i Delfi. Og svaret lød, at når Krøsos gik over flodet Eufrat, ville han ødelægge et stort rige. I den tro at der mentes Perserriget, gik han imod Kyros, men blev selv slået".

Jeg var ikke speciel skrap til at lære udenad, og slet ikke historie, som jeg ofte ikke forstod ret meget af. Jeg kunne meget bedre lære salmevers, for der var da en vis rytme og logik i dem. Men ikke desto mindre steg min karakter igen til ug eller ug-, selv om det irriterede mig grænseløst, at jeg skulle bruge mine søndagsaftener til at lære historie udenad, når vi havde historie om mandagen.

En dag standsede frk. Heidemann sin gang op og ned ad gulvet ud for mig, og så spurgte hun: "Hvad får du i husgerning"? Jeg svarede lidt forfjamsket: "Jeg får ug". - "Godt", sagde hun, "vil du lige blive her efter timen"? Jeg anede ikke, hvad det handlede om, men da timen var ovre fik jeg tilbudt et job på lærerværelset med at lave kaffe, dække borde og vaske op på lærerværelset, og jeg ville få den svimlende sum af 40 kr i måneden. Jeg måtte hjem og spørge mine forældre, sagde jeg.

Men jeg fik jobbet, og i hvert 11-frikvarter satte jeg vand over i store gryder, og satte kopper og andre ting parat på en bakke, og efter skoletid, typisk kl. 14.00, vaskede jeg op. Det tog ca en halv time.

Dengang stod vi på række i skolegården, og når det så ringede ind, kom vores lærer og hentede os, og vi gik så i samlet trop op til vores klasseværelse, som lå på 1. sal. Gårdvagten kom en dag gående op ved siden af os, og han skubbede os alle ind i rækken, idet han råbte: "Gå så ordentligt"!. Frk. Heidemann fik også et skub i numsen, - det var selvfølgelig en fejl, men hun var ikke højere end os, og gårdvagten så ikke lige efter, hvem han gennede ind i rækkerne. Hun tog det nu meget pænt (vi gættede på, at der muligvis aldrig havde været nogen, der havde klasket hende i numsen).

En anden gang var låsen til et klasseværelse gået i baglås, desværre mens det kun var frk. Heidemann, der var derinde. Men hun kom ved gårdvagtens hjælp ud gennem vinduet - et syn for guder - med hendes halvlange, glatte nederdel oppe om lårene, håret i uorden og den ene sko faldet af.

Nogle år efter var jeg på højskole, og jeg havde bl.a. et tilvalg i kunsthistorie. Jeg elskede faget og også vores lærer, men jeg havde undret mig over, at jeg fik lidt ondt i maven, hver gang vi skulle have kunsthistorie. Indtil jeg pludselig en dag kom til at lægge mærke til LYDEN. Herrik, vores lærer, gik op og ned ad gulvet, og hans sko KNIRKEDE!!! Og SÅ vidste jeg pludselig, hvorfor jeg havde lidt mavepine inden disse timer.

En sjælden gang gav hun sig til at fortælle om sine rejser. Hun havde rejst mange spændende steder, og især Egypten var hun optaget af, og det fængede os en del, når hun fortalte om det, krydret med mytologiske historier.

En anden gang sang vi en salme - hvorfor husker jeg ikke - og hun spurgte pludselig, om vi bad Fadervor om morgenen med vores klasselærer. Nej, det gjorde vi ikke. DET syntes hun vel nok var synd for os, så hun lovede os, at det ville vi så fremover gøre i hendes timer.

Ak ja, så forandret!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar