mandag den 3. december 2012

Mennesker i mit liv 8: Min farfar - en provo

Min farfar, som var et stærkt grundtvigiansk menneske, skulle komme en uges tid før jul og blive nytåret over,  som han plejede. Mor og jeg havde pyntet op, og havde bl.a. hængt kravlenisser op. Farfar kom, og vi havde glædet os, for han var et dejligt og temmelig originalt menneske, og han havde altid godteposer med til vi 4 børn. De indeholdt altid en appelsin, et æble, en pakke rosiner og 5 stykker slik.  Jeg elskede, når han kom, for der skete altid noget uforudset, og mine forældre blev "lidt anderledes".

Ved morgenbordet bemærkede jeg: "Hvor er alle kravlenisserne henne"? "Ssssysshh", sagde mor, "det kan du få at vide senere". Efter skoletid fik jeg forklaringen: Farfar havde pillet dem ned, for "nisser hører ikke julen til. Det er en hedensk skik. Hvis I absolut skal hænge noget op, kan I hænge engle op". Jeg undrede mig såre, og tænkte som altid meget over det. Farfar strøg ud og købte et englespil - adventskrans med 4 lys og dertil hørende engle, der drejede rundt. Desuden købte han to bøger med julesalmer og juleevangeliet. Jow jow!!

En søndag over middag var mine forældre gået hen for at få en middagssøvn. Søndag eftermiddag var den eneste dag i ugen, hvor der var lukket i forretningen, så farfar havde lovet at tage opvasken, så kunne mine forældre lægge sig. Men pludselig bliver døren til soveværelset smækket op på vid gab, og farfar råber med høj røst: "Lars og Elly, jeg KAN ikke lide, at I lærer jeres børn at sige fornavne til deres morbrødre. Det hedder morbror Vagn osv." Mine forældre tittede forsovede over dynen og nikkede artigt.

Farfar havde været regnskabsfører på Vejstrup Ungdomsskole, og han førte en korrespondance uden lige, for han var særdeles velanset og respekteret af de unge mennesker på skolen. De unge kappedes om at komme til at sidde ved hans bord, når de skulle spise. Og sige sin mening, DET gjorde han, og det kunne de lide.

Da jeg blev voksen skrev jeg også med ham, - lange interessante breve, fik jeg, og jeg kunne også spørge ham til råds om eksistentielle emner. Engang sagde jeg til ham: "Farfar, du er en provo"! "Ja, det kan godt være", sagde han "men dusinmennesker er der nok af"!

Jeg havde fået en ny frisure, og farfar skulle jo som altid kommentere den. "Jeg KAN nu altså ikke lide denne Johanne Louise Heiberg-frisure, som du har fået", sagde han. Selv var han helt og aldeles skaldet, og havde været det siden han var i 30'erne. Men hen på aftenen kigger han på mig og siger: "Ja, nu har jeg faktisk vænnet mig til din nye frisure". "Fint, farfar", svarede jeg "for jeg har for længst vænnet mig til din". Så skraldgrinede han, for humor, DET havde han.

Han døde som 90'årig, efter i en tid at have bedt til Gud, om han ikke godt måtte komme hjem.

Jeg havde et pragtfuldt forhold til ham, og denne mand kom til at få kolossal stor betydning for, hvem jeg blev til som menneske.

2 kommentarer:



  1. ❤fantastisk dejlig. historie, tak for den , din farfar må ha. været et helt fantastisk spændende. menneske ❤

    SvarSlet
  2. Tak skal du have. Ja, det var han. Og hvor lærte jeg meget af ham <3

    SvarSlet