mandag den 10. juli 2017

Tab dig - uden at være på kur 13. FERIE og kurser

Halløjsa igen! Troede I, jeg havde opgivet mit projekt? Det har jeg overhovedet ikke. Jeg har bare holdt FERIE - flere forskellige, og jeg er ikke helt færdig med det, men holder lige "feriepause", hø hø!!

Og det giver mig anledning til at tage dette emne op: Hvad gør man, når man er på ferie eller på kursus eller noget tilsvarende?

For en del år siden var jeg ofte på flere dages ophold i forbindelse med mit arbejde, og jeg gruede nærmest for al denne ÆDEN: Tidlig morgenmad, stor buffet med alskens lækkeriteter fra alverdens lande. Formiddagskaffe med en lille snack. Frokost - igen med alt, hvad hjertet (nej, ikke hjertet, jeg mener maven - og, ikke mindst øjnene) kan begære. Eftermiddagskaffe med søde sager. Aftensmad 3 retter med dertil hørende vine. Aftenkaffe med diverse. Og eventuel natmad. Jamen altså!! På sådanne bare 3 dage kan man nå at tage 3 kg på.

Så talte jeg med en klog kvinde. Hun fortalte mig, hvad hun selv havde gjort: Når du ankommer, går du ud i køkkenet og får en lille snak. Du spørger, om du godt må få frugt, når I skal have kage og lign. Og hvis nogen spørger, siger du blot, at du ikke kan tåle alt det søde eller hvide brød eller hvad det nu er. Hvad jo heller ikke engang er løgn!!! Jeg prøvede og det virkede. Ydermere - når jeg nu VAR i gang med denne praksis, så kunne jeg sådan set lige så godt spise fornuftigt til de tre hovedmåltider, d.v.s. TÆNKE over, hvad jeg tog på tallerkenen.

Det kan godt være, at jeg ikke tabte mig i disse dage - men jeg undgik at tage på, hvad der var formålet.

Samme metode kan man bruge, når man holder ferie. Selvfølgelig afhængig af, hvordan man holder ferie.

Små ting:
- Spring ikke bearnaisesaucen over, men tag kun en skefuld
- Tag mange grøntsager og knap så meget kød
- Hvis du vil undgå alkohol: Tag æblemost, fortyndet med danskvand. Det ser ud som hvidvin!
- Vælg en salat i.s.f. tungere ting til frokost
- Sørg for at få en morgenmad, du bliver MÆT af. Det virker resten af dagen

LAD VÆRE med at nægte dig selv noget, du rigtig gerne vil have. Men nip bare - og nyd det!
Og i senere blogindlæg skal du høre om, hvad sultfølelsen gør, hvordan man undgår overspisning - og meget andet.

Så er vi i gang igen!!! Håber, du er med!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar