fredag den 14. juli 2017

Tab dig - uden at være på kur 17 - FRISTELSER

Hav ikke noget i huset, der ikke er godt for dig!

Sikke en sætning! Det kan man da ikke undgå, hvis man har ægtefælle og børn. Og hvad så når man har gæster? Og hvad så HVIS man får gæster. Og hvad nu hvis ...

Jamen, det kigger vi så lige på! Dette indlæg er til dem, der er singler, men andre kan gerne kigge med.

Selv bor jeg alene, det er selvfølgelig det nemmeste, hvad dette emne angår. For der er kun mig selv at tage hensyn til. Men alligevel dukker der problemstillinger op i forbindelse med denne sætning:

* Jeg kan jo få trang til andet, end det, der er godt for mig
* Hvad så når jeg får gæster?
* Hvad så når jeg HAR HAFT gæster, der er jo rester?

Jeg kan jo få trang til andet end det, der er godt for mig! Nemlig, og derfor er det godt, at der ikke er noget af det i huset.  Når trangen til noget i munden kommer, så kig under indlægget om SULT - eller om TYGGEGUMMI - eller DRIKKE -
Tyg tyggegummi, drik Pukka-te, spis nogle mandler, mærk efter, om du egentlig er MAD-sulten, eller der er en bagvedliggende sult, som du kan stille på andre måder, end ved at spise. Gå en tur, bevæg dig. Fjern dit fokus fra mad.

Fjern dit fokus fra mad???? Det er den dummeste sætning, jeg endnu har skrevet!  Kender I ikke det at få besked på, at man absolut ikke må tænke på Eiffeltårnet? Og hvad sker? Man tænker på Eiffeltårnet - kan overhovedet ikke andet. Det er som i baron von Münchhausens løgnehistorie om, at han trak sig selv op ved håret, da han og hans hest var faldet i vandet. Så her vil jeg sige, at hvis alt andet glipper, så må du ud at købe det, du drømmer om at putte i munden. Og hvis det ikke er ret tit, at intet andet hjælper, så går det også nok. Det værste ved det - hvis det f. eks. er et slikflip, du får, er, at det tager et par dage, før du igen er tilbage i "normaltilstanden", - den tilstand, hvor du er rolig og "lidt høj" i dagligdagen :)

Men min allerførste tanke, hvis du ryger ind i en periode, hvor du ikke tænker på andet end al den mad, du "bør" forsage: Har du glemt at få et godt, solidt, fuldtmættende morgenmåltid? DET er grundlaget for, om du får eller ikke får tanker om alt det, du kunne tænke dig, hvis nu ... Eller: Der er problemer, som skal løses - men ikke med mad!

Hvad så når jeg får gæster? Her laver du det, du synes er gæstemad til netop den eller dem, der kommer! Dog kan man godt lære at lave lækker gæstemad, uden at det går en hel masse ud over vægttabet. Det kommer jeg tilbage til i et fremtidigt blogindlæg. MEN - jeg vil også advare mod at falde i den modsatte grøft, og udsætte dine gæster for kun at måtte få grøn salat med to tomater og et stykke agurk!! Det er for træls, og jeg går ud fra, at når du får gæster, er det for at I skal sidde i laaaaang tid, f.eks. over maden, og hygge jer. Gæstemad gør man lidt ekstra ud af, også selv om du vil tabe dig.

Hvad så når jeg HAR HAFT gæster, der er jo rester? Det, der kan kommes i fryseren, kommer du i fryseren til en anden god gang. Men hvis du kender dig selv godt nok til at vide, at du liiiiige kommer til at tage det op af fryseren en skønne dag til dig selv, så giv gæsterne det med hjem eller forær resten til en nabo.

Eller smid resterne ud!!! UD - siger du ud??? Helt ud i skraldespanden?? - Ja, det siger jeg. Det har taget mig ÅR, at komme dertil. Jeg er så sandelig da vokset op med, at mad smider man ikke ud. Og jeg er i det hele taget STADIG af den opfattelse. MEN - jeg har efterhånden også indset: Hvad er vigtigst? At maden står i køleskabet eller fryseren og frister? Eller mit vægttab?? Jeg VIL altså vælge det sidste, for det ER det vigtigste for mig.

Provokerende? Ja!!!  (Min blog hedder jo også "Ingrids Provoblog" ;) Det er en hån mod al god snak om madspild! Og ja, det er en hån mod alle dem på kloden, som ikke kan spise sig mæt. MEN - her har vi med et andet problem at gøre. I dag er det MIG, og DIG, der skal lære at leve på en anden måde. Og så længe, vi har problemer med vægt og forholdet til mad, må vi gøre, hvad der hjælper os.

Fristelser - vi må lære at overvinde dem. Ikke kun ved at afstå, men ved at minimere. Søren Kierkegaard sagde: "Man må begrænse sig - det er hovedbetingelsen for al nydelse" - Hvor HAR han dog ret, og hvor kan det være svært at opdage. Men prøv det!!!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar