onsdag den 12. juli 2017

Tab dig - uden at være på kur 15. Lær at NYDE

Hva' er nu det for noget pjat??? Enhver kan da nyde!!!

Det er min påstand, at det er de færreste, der kan det!!! Jeg har selv taget mange år om at lære det bare nogenlunde - og der er stadig GOD plads til forbedringer.

Det kræver vist en forklaring:

Jeg er vokset op i en ganske udmærket familie. Far, mor og 4 børn, jeg den ældste, 3 brødre. Mine forældre gik ind for de gode, gammeldags dyder, som nogle i dag nærmest griner af: Arbejdssomhed, pligtopfyldenhed, ordholdenhed, ansvarsbevidsthed, ærlighed, ordentlighed, retskaffenhed - og at yde, før man kan nyde.

Men hvornår har man ydet nok? Nok til, at det er i orden at nyde? Som systematisk perfektionist er det en meget svær ting at håndtere. For man KUNNE jo også lige sætte en kogevask over - eller forberede den gryderet, som er aftensmaden - eller få strøget det, der ligger og griner af mig - eller tømme opvaskemaskinen - eller ...

Af netop disse grunde tager mange VÆK, når de skal holde ferie. Man føler sig så forbandet forpligtet til at gøre dette eller hint, når man er derhjemme, så den ægte koblen fra nægter at indfinde sig.

Nydelse handler IKKE om lige at tjekke sine mails, sin mobiltelefon, facebook, twitter eller lign. Nydelse handler IKKE om at multitaske. Nydelse handler IKKE om lige at nuppe noget mad i farten.

Nydelse handler om RO - i maven, i sindet, i alt hvad man foretager sig. Ikke at der ikke gerne må være mennesker til stede, endda mange mennesker. Som larmer, snakker, kræver én. Nej, det er den INDRE ro, jeg taler om. Det er en sindstilstand, som man må øve sig i at opnå.

Selvfølgelig kender jeg til den fra min barndom. Alle disse stunder, hvor jeg glemte mig selv, bare sank ind i mig selv, fordi jeg var så optaget af noget, der interesserede mig, der krævede mig fuldt ud, der inspirerede mig. Men som livet skred frem, og hverdagens travlhed tog over, glemte jeg ofte, hvordan det var.

Jeg elskede at tegne, at synge i kor, at dyrke gymnastik, lange samtaler med veninder, besøg hos familien, at skrive (dengang dagbog), lange gåture i naturen, at shoppe, at sy tøj, at lave mad, - og at læse, læse, læse! Og det var ikke sådan, at jeg ikke MÅTTE det, for det måtte jeg hjertens gerne. Men PLIGTERNE kom først, det lærte jeg.

Og en dag opdagede jeg, at pligterne kom lidt for meget først. Jeg skal ikke trætte med lange tirader om et liv med fuldtidsarbejde, små børn osv, det kender de fleste til i dag. Men over ÅR er det gået op for mig, at jeg måtte genfinde NYDELSEN. Og at nydelsen også er alt andet end mad. Men mad blev den nemme måde for mig i disse år. Fri for at tænke mere på det, færdigt arbejde!!!

Det var en pseudonydelse. Ikke at mad ikke er en nydelse og gerne må være det. Men den kom til at dække så mange områder, som skulle have været FYLDT ud med noget andet.

Jeg har været på en lang rejse for at genopdage den. For jeg kendte den jo godt, har altid kendt den. Denne given-slip på sig selv, på kontrollen. Måske den bedst kan forklares ved at sammenligne den med følelsen under og efter et rigtig godt samleje.

Gå efter nydelsen! I alt, hvad du foretager dig! Efter denne indre jubel, glæde, ja ligefrem selvkærlighed!
Opdag den! Genopdag den! Leg med den! - Og slip denne pseudonydelse, det er,  bare at fylde dig ud med mad!!!

Prøv det!!!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar