torsdag den 13. juli 2017

Tab dig - uden at være på kur 16 - Nul motion!

Hvaffor noget??? Skal man ikke dyrke motion, hvis man vil tabe sig???

Jo, det er der god fornuft i - af adskillige grunde. Når jeg skriver om at tabe sig UDEN at dyrke motion, så er det, fordi jeg selv har praktiseret det.

Jeg er kronisk smertepatient, vil ikke trætte jer med en hel masse om dette. Blot nævne, at jeg kun kan gå højst 50 m ad gangen, før jeg er nødt til at sætte mig ned. Jeg har haft en skærm med et program, som jeg dagligt kunne gøre gymnastik til, som passede til mig. 15 min. af gangen. Så min situation er altså, at jeg så godt som ingen motion har dyrket. Lidt gang og lidt gymnastik - og ellers kun, hvad man får for at få en hverdag til at hænge sammen. Jeg har rengøringshjælp og havemand, så heller ikke her får jeg brugt min krop.

Det var en stor omvæltning for mig, i de år hvor jeg gradvist kunne bevæge mig mindre og mindre. Fra at have levet et særdeles fysisk aktivt liv - jeg arbejdede med fysisk og psykisk handicappede - gik mange ture, har dyrket gymnastik helt fra barnsben og som ung var jeg elitegymnast. Har dyrket gymnastik og fitness med jævne mellemrum i mine voksenår. Men fra ca 2004 begyndte det at gå ned ad bakke, så jeg har en del års erfaring i IKKE at dyrke ret meget motion. Og i de første år tog jeg voldsomt på. Og kunne slet ikke forholde mig til det.Indtil jeg blev MÆT AF DET!!! D.v.s. fik nok af det.

Kan man så tabe sig?? Ja, man kan. Jeg vil under alle omstændigheder anbefale, at man bevæger sig det, man kan, og ikke blot lader stå til. Men man KAN altså tabe sig uden en masse motion. Det kræver selvfølgelig, at man så heller ikke indtager en masse kalorier, man ikke kan få omsat.

De fleste slankeguruer anbefaler, at man højst vejer sig en gang om ugen. Det er der sikkert god fornuft i. Men jeg vejer mig morgen og aften. Det er for at holde styr på, hvordan det går med omsætningen af det, jeg har indtaget denne dag. Jeg lærer af det. Lærer, hvad jeg kan spise og ikke spise, hvis jeg vil tabe mig.

F. eks. kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg overhovedet ikke tabte mig, da jeg spiste brød. Ikke hvidt brød, næ, nej, men rugbrød - med de to rigtige mærker på, magert pålæg osv. Da jeg holdt op med at spise brød, kom der skub i vægttabet. Jeg kunne på min vægt aflæse, at jeg ikke tabte mig, de dage jeg havde spist brød. Det samme med pasta og andre ting, som jeg har skrevet om i tidligere blogindlæg.

Ligeså kan jeg se, hvilke dage jeg har tabt mig godt. Her spiller min aftensalat ind. Og min frugt og/eller skyr som frokost. Og selvfølgelig alle de øvrige ting, som jeg skriver om i denne serie. Så altså: Jeg LÆRER, hvordan jeg skal spise, hvor meget jeg kan spise, og hvad - bl.a. ved at veje mig.

Selvfølgelig er der også andre ting, der spiller ind. Afføringshyppigheden, og -regelmæssigheden (her har jeg ingen problemer, mestendels p.g.a. HUSK og vand) og om man hober væske op (hvad man gør, hvis man menstruerer, men det er jeg for længst ovre) - jeg kan dog alligevel hobe væske op. Kød og alkohol er de største syndere. Så er der diverse medicin, som kan give væskeophobning. Og hvis man SLET ikke rører sig ligeså!

Som jeg før har skrevet, så tillader jeg mig nærmest at spise alt. Men dagligdagens rutiner spiller den største rolle. Jeg ved, at hvis jeg har været til fest, tager jeg 2 kg på. Så må jeg have et par dage, hvor jeg er ekstra omhyggelig med maden.

Men ingen motion forudsætter også, at du netop IKKE er på kur - men i stedet over tid omlægger daglige vaner - og hvor store portioner du spiser. Du vil nok ikke se så stort et vægttab, som hvis du er på en kur, men til gengæld holder min IKKE-kur. Over godt 2 år tabte jeg mig 25 kg. Og har nu et vægttab på 28 kg. Det går langsomt, og det er nok den største hurdle for overvægtige. For det skal helst gå stærkt, så man kan se, at det nytter noget. Men jeg har så sørgelige erfaringer med hurtige kure af enhver art. Med denne omlægning af livsstil har jeg opnået resultater - over lang tid.

Det er en stor glæde at se, at det KAN lade sig gøre - også selv om jeg er temmelig handicappet rent fysisk.
Og når jeg kan, kan du også!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar