lørdag den 29. juli 2017

Følelser og identitetsdannelse

Jeg er et af de mennesker, som kan huske rigtig meget fra min tidligste barndom. Endda fra tiden, hvor jeg tilegnede mig sproget. For hvad er sprog? Det er bl.a. at lære alle mulige forskellige følelser at kende - fra andre, men især fra sig selv - og give dem navne.

En erindring: Jeg ligger i min lille tremmeseng. Vinduet står åbent, gardinerne blafrer ind i rummet. Et menneske står bøjet over min seng, og snakker og leger med mig. En stemme i baggrunden kalder: "Lars"! Mennesket rejser sig, vender sig om mod lyden, og svarer "Ja"! I min lille hjerne er der et A-ha! Dette menneske er Lars, min far. Det var mor, som kaldte på ham, og hun fortalte mig langt senere, at et af de allerførste ord, jeg sagde, var "Ars"! Og at jeg 9 mdr. gammel sagde enkelte ord.

En erindring: Mor og jeg er på banegården for at hente Faster Aase, som skal komme på besøg fra Fyn. Men hun er ikke med toget, og en følelse opstår i mig. Jeg græder, kender ikke denne følelse. Jeg elsker min Faster, hun er indbegrebet af tryghed, ro, absolut accept. Men mor sætter ord på: "Du er nok skuffet, fordi Faster ikke var med toget"! "Skuffet"! - Et nyt ord. Jeg er mellem 2 og 3 år, smager på ordet, og ved med det samme, at det er DET, jeg føler. Hjemme sidder Faster i stuen, hun havde taget et tidligere tog. Inderlig glæde, som jeg godt kendte!

En erindring: Jeg ligger i min seng, er ca 4 år gammel. Jeg er vågnet. Far er stået tidligt op som den eneste, han skal på arbejde. Mor og min 2 år yngre bror sover stadig. Jeg har en underlig følelse, som mest mærkes i maven. En ukendt følelse. Er jeg sulten? Mave og sult, det er måske DET, jeg er. Jeg står op og siger til far, at jeg er sulten. Han varmer noget øllebrød til mig, jeg spiser et par mundfulde, - men nej, det er ikke den rigtige følelse. Her var der ikke nogen, der satte ord på, for jeg var ikke i stand til at give udtryk for min følelse. Jeg har ofte tænkt på, hvad det egentlig var for en følelse, jeg dengang havde, for jeg kan genkalde mig den endnu, så mange år efter. Som en efterrationalisering kan jeg indkredse den, men jeg er ikke sikker på den. Men noget i retning af min allerførste eksistentielle angst. Min alenehed som menneske, - omgivet af mennesker, som elsker mig, men har travlt. Mine forældres livssituation på dette tidspunkt var svær.

Følelserne kommer altså før sproget. Men kendes, genkendes,  via de ord og begreber, vi sætter på følelserne. Og nuanceres efterhånden som sproget bliver skarptslebet. Og selvom jeg er i mit 68. år, kan jeg stadig forundres over nye nuancer af følelser, som opstår i mig. Ligeså de følelser, jeg ser hos andre. Nogle genkender jeg, andre er nye for mig. Nogle gange kan andre forklare for mig, hvad det er for en følelse, de har. Andre gange ikke.

Jeg er og har altid været optaget af følelser. Her igennem pulserer livet. Her igennem sanser vi os selv og vore medmennesker. Føler vi med-lidenhed med hinanden. Genkender vi os selv i andre. Spejler vi os.

Jeg havde for nylig en oplevelse med et andet menneske. Hun skulle komme og gøre rent m.m.Hun var forsinket, og det var jeg lidt irriteret over. Da hun kom, undskyldte hun, og jeg begyndte at forklare, hvad hun skulle lave. Indtil jeg kom til at SE hende - og dermed glemme mine egne projekter. For hun havde grædt, havde røde øjne, der lå en skygge over hendes ansigt. "Er du o.k"? spurgte jeg. Og SÅ brast det for hende, og vi fik en lang snak.

For vi skal SE hinanden. Se hinandens følelser. Og anerkende dem! Sætte ord på, møde os selv og hinanden i følelserne. Der er nogen, der mener, at kvinder er bedst til den slags. Muligvis - men jeg tror, det er meget individuelt. Jeg kender mennesker - og ja, det er nok flest mænd - som er enormt gode til at SE følelserne hos andre, men ikke har begreber for, hvad de ser, og/eller ikke TØR anerkende og gå ind i følelserne. Har måske lært, at det er umandigt, eller har lært, at de er på usikker grund - så bedst at holde sig lidt på afstand!

Hvad er mit ærinde med dette indlæg? At opfordre til at SE følelserne, sætte ord på og anerkende dem. Hos andre voksne, men så sandelig da også hos børn. For det er HER, sproget begynder, sprogets nuancer dannes. Og hermed hele den personlige identitet. Hvem er jeg!!!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar