At være OFFER i eget liv!

Jeg har fået nogle spøjse Storm P-citater i hænde. Som nu denne: Som ung skrev jeg digte - nu siger jeg det, som det er.

Det gælder så ikke liiige for en ung mand som Yahya Hassan. Men nok for alle vi andre, som fortrinsvis skrev til skrivebordsskuffen. Fordi vi sad der og sukkede i ensom misforståethed. Eller  ikke kunne få sagt, hvad vi følte for ham den overdejlige. Og elskede at svælge i de enorme følelser, man jo efterhånden begyndte at mærke -  lære dem at kende, uden at skulle hænges op på noget. Fordi man kunne være og sige alt det, man ikke kunne tillade sig at være og sige offentligt.

Nu er jeg jo en ældre kvinde hø hø - selv om jeg stadig har svært ved at betragte mig selv som sådan. Men når min rengøringshjælp - sødt og medfølende - udtaler: "Jeg kan godt lide at hjælpe de gamle", ja, så må jeg nok indse, at andre ser på mig med andre øjne, end jeg selv gør.

Hul i det! Men det er ret længe siden, at "søde Ingrid" brændte inde med alverdens ting, og derfor måtte skrive digte. Jeg har lige siddet og kigget på noget om "at tage ansvar". (Som ikke har noget at gøre med fodboldspillere i en særlig kamp! Jeg måber altid, når jeg hører den vending brugt i den sammenhæng)

At tage ansvar! Ja, ja, come on, hvad nyt kan du sige om det, søde Ingrid? Sikkert intet. Men minde om et par ting, måske.

Når jeg støder på mennesker, som vægrer sig ved at tage ansvar, så tænker jeg: De går glip af livet selv. I kender dem alle. De er rigtig gode til at være OFRE. Det er altid nogen andres skyld: Samfundets, regeringens, politikernes, sagsbehandlernes, chefens, arbejdskollegernes, bankens, finanskrisens, ens forældres, opvækstvilkårene, økonomiens osv osv. Det ER det muligvis også. Men der, hvor jeg vil hen, er:

SÅ FLYT DIG DOG! Og jeg mener ikke blot fysisk, men også mentalt. Bliv herre i eget hus, direktør i eget liv, tag dit liv på dig, bliv voksen.

Jamen, det er ikke nemt! Nej gu' er det da ej!! Det koster, det er usikkert, det kan gå galt, man kan fortryde. Ja, rigtigt. Men at blive hængende i dyndet, stampe på stedet, stå snart på det ene og snart på det andet ben, DET koster, det er stensikkert. Du får depressioner, bliver sløv, ligeglad, aggressiv, grådlabil, skændes med manden, en dårlig forældre, for højt blodtryk, hjerte- karsygdomme, dårlig kondition, vennerne forsvinder, dit liv bliver værdiløst.

TRÆF NOGLE VALG. Og vid, at du så har valgt andre fra. GØR NOGET, - næsten ligegyldigt hvad. Men kom ud af offerrollen, spring ud i livet, lad være at blive hængende i, at det ikke er din skyld, lad være at ruge over fortiden - SE FREMAD!

Hold da helt kæft hvor har jeg moraliseret i dag. Grunden til, at jeg er så god til det, er, at jeg for det meste skriver til mig selv, - selv om du, kære læser, er så hjertelig velkommen til at læse med.

Når livet og livsvilkårene forandrer sig - og det GØR de med jævne mellemrum, hvis du har levet mere end 10 år, så SKAL du - altså jeg - lære at forholde dig/mig konstruktivt til det. Lige nu skal jeg lære at forholde mig til, at mit liv har forandret sig p.g.a. nogle smerter, som sandsynligvis er kroniske. Jeg HAR skældt ud, skudt skylden på medicinalindustrien, lægerne, sygehuset, Gud, Fanden og hans pumpestok, hylet og skreget. Det har muligvis hjulpet.

Nå! Så er det tid til forandringer. Spændende, hvad de kommer til at gå ud på!