I dag har min kusine Lise og jeg bedrevet slægtsforskning, nærmere bestemt: Forsøgt at samle op på den viden, vi allerede har, om min farmor, som er Lises mormor.
Min farmor døde, da min far var knap to år, og Lises mor fire år. Så vi har aldrig kendt hende. Hun døde på Middelfart Sindssygehospital i 1921, 38 år gammel. Min farfar, som jeg tidligere har skrevet om, og som kom til at betyde rigtig meget for mig, ikke mindst i forhold til min tro, giftede sig aldrig igen, og døde i en alder af 90 år.
Det har aldrig været en hemmelighed i familien, at farmor endte med at blive sindssyg, men det er lidt forblommede ord, vi har fået om, hvad der egentlig skete. Sandsynligvis fordi min far og faster ikke helt har vidst det. Så for små 10 år siden var jeg på landsarkivet i Odense for at finde eventuelle journaler på hende. De havde dem ikke, men vidste hvor de fandtes, og de lovede at sende kopier til mig. Så Lise og jeg satte os sammen for at tyde de håndskrevne lægejournaler. Nu er vi begge ikke helt ukendte med lægelatin, men det var alligevel en udfordring. Men vi fandt da ud af det meste.
Farmor var blevet indlagt på Middelfart 5. december 1921, og døde 15. december. Af journalerne fremgår det, at hun var tvangsindlagt, at hun havde været syg derhjemme inden, men hun var forholdsvis rolig og slet ikke sindssyg, da hun bliver indlagt. Og så oprulles 10 dage med tiltagende gru. Hvordan hun bliver angst, manisk, søvnløs, helt uden sans for personlig hygiejne. Og hvordan hun bliver fyldt med narkotika, som sandsynligvis har forøget hendes angst. At hun blev indlagt, skyldes at hun hallucinerede derhjemme, og blandt andet gik ude på gårdspladsen i det bare linned., og også havde truet med selvmord og at ville slå sin yngste, min far, ihjel.
Fra min fars slægtsbøger fremgår det, at hun har haft en barsk barndom. Hendes egne forældre dør, da hun er 8 år gammel. Hun har to brødre, og alle tre børn bliver på faderens begravelsesdag (begge forældre dør af tuberkulose med kort mellemrum) fordelt til 3 forskellige hjem. Gertrud, som farmor indtil da hedder, kommer som plejedatter hos sin farbror Lars, som er gift med Maren. Lars og Maren har mistet en datter, Marie, da hun var 5 år gammel, og nu forlanger Maren, at Gertrud skal overtage deres døde datters rolle, og insisterer også på, at Gertrud skal kaldes Marie, som er hendes andet navn.
I lægejournalerne - og fra fars slægtsbeskrivelse - fremgår det, at forholdet mellem Marie og Maren aldrig blev godt, og at der har været megen stridighed i hjemmet. Der findes mange anekdoter om Marens opførsel overfor familie og naboer. De blev fortalt som en del af familiekrøniken, med humor og på klingende fynsk, for alt dette foregik i Hesselager på Fyn.
Men da jeg første gang læste min farmors journaler fra Middelfart, græd jeg. Jeg havde jo gennem far, farfar og faster hørt lidt - men enden på dette liv rørte mig så dybt. Og Lise og jeg har altid stået hinanden nær, så vi besluttede nu at tiden var kommet til at forske videre. For vi kunne ane, at Marie havde været indlagt flere gange, haft nervøse anfald og nok haft et sårbart sind. Hun var en smuk kvinde, men hun var 32, før hun blev gift med farfar, som var 5 år yngre.
En lille bagatel, som har rørt os dybt: Dengang var sindssygehospitaler delt op i klasser, og man skulle selv betale en del. Farfar havde ikke mange penge, for det gik ikke for godt med gården Blåløkke, som var Maries arv. Så Marie var 3. klassespatient. Men i margin i lægejournalen, har en læge skrevet: Ordineret: Kaffe x 2 dgl. Jeg forestiller mig, at dette er en behjertet læge, som har tænkt: Den arme stakkel, som ikke kan holde mad i sig. Hun skal da have lidt kaffe. Det er jo kort efter 1. verdenskrig, og muligvis har kaffe været en kostbar luksus. Men hun bliver det ordineret!! Ja, det rørte os!
Men journalerne slutter med en obduktionsrapport. Maries dødsårsag er sandsynligvis en blodprop, som har været undervejs i et stykke tid - hvis ellers det kan lade sig gøre. I familien har det heddet sig, at hun døde af en svulst på hjernen, som også gjorde hende sindssyg. Tjah, vi skal have forsket videre i dette, og vi skal endnu længere tilbage, til før hun kom på Middelfart, for da var hun en tid på Hald ved Viborg.
Vi har aldrig kendt hende, men vi føler os levende forbundet med hende, og vi føler med hende i det svære liv, hun har haft, og den frygtelige død, hun led. Hun er en del af vores fortid, og er en del af årsagen til, at min far og min faster blev, som de blev - voksede op uden en mor, men med en bedstemor - min oldemor - tæt på. Et menneske, som jeg vil skrive om en anden dag, for skønt jeg HAR set hende som lille, og også husker hende, er hun også en del af familiekrøniken, og havde et særdeles spændende liv - men først og fremmest: Var et hjerteligt og kærligt menneske for min far og faster, og også for min farfar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar