Flyt dig så!!!

Mit sidste blogindlæg var en gang moraliseren om at flytte sig, når noget i ens liv ikke gik så godt. Det kan også siges meget mere poetisk, som i nedenstående digt, jeg stiftede bekendtskab med for mange år siden, - en af de mange gange i mit liv, hvor JEG skulle flytte mig, men kviede mig kolossalt ved det. Jo, for man ved jo, hvad man har - og ikke, hvad man får. Og TURDE jeg nu kaste mig ud på dybt vand? Forandring er truende - kan være farlig.

Jeg går hen ad gaden.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg falder I.
Jeg er fortabt …Jeg er hjælpeløs.
Det er ikke min skyld.
Det tager en evighed at komme op.

Jeg går hen ad den samme gade.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg lader som om jeg ikke ser det.
Jeg falder i igen.
Jeg fatter ikke, jeg er havnet det samme sted.
Det er ikke min skyld.
Det tager stadig lang tid at komme op.

Jeg går hen ad den samme gade.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg kan se det er der.
Jeg falder i …..Det er blevet en vane,
men mine øjne er åbne.
Jeg ved hvor jeg er.
Det er min skyld.
Jeg kommer op med det samme.

Jeg går hen ad den samme gade.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg går uden om.

Jeg går hen ad en anden gade.

Der er mønstre, som vi gentager igen og igen. De samme skænderier med ægtefællen. De samme argumenter overfor teenagebørnene. Den samme måde at anskue tilværelsen på. Den samme fremturen med holdninger, som vi én gang har vedtaget, at vi har. Den samme forargelse på de samme mennesker. Den samme negativitet overfor et job, man for længst er vokset fra. De samme symptomer overfor noget mad, man godt ved, man ikke kan tåle, men bliver ved med at spise.

Men når det ikke virker - så er det vel logik, at der må noget andet til! Jooo- menæh - jeg skal bare lige have lidt mere energi, fod på økonomien, vente på foråret, tabe mig, have ryddet op, komme lidt mere til hægterne.

Undskyldninger!!!! Mens græsset gror, dør horsemor!! Og det ender med, at vi ikke kan komme op af det hul, vi er faldet i!!!

Føler du dig ramt? Godt så! Det gør jeg også!!