Forargelsen længe leve!!!

Læs ikke dette hvis du er et alvorligt, seriøst og travlt menneske, hvis liv ved Gud er for kort til plat- og morsomheder! Nu er du advaret!!!

Men jeg er kommet for skade at få et Storm P-citat i hænde: Det er hyggeligt at sidde og more sig, efter at man i så mange år har taget sig selv højtideligt! Jeg kommer straks til at tænke på Søren Kierkegaards "Om begrebet ironi", og i det hele taget bemeldte mands måde at skrive på. Man skal godt nok holde tungen lige i munden, for at kunne gennemskue, hvornår manden mener det alvorligt, eller hvornår han er ironisk.

Eller Poul Henningsen: Den der kun ta'r spøg for spøg, og alvor kun alvorligt - han har faktisk fattet begge dele lige dårligt!

Humor er afvæbnende! Og når man er kommet i min alder, kan det være dejligt at sidde tilbagelænet og betragte verden, som den udfolder sig for ens øjne - eller på Christiansborg. Og vide bedre, sådan helt for sig selv. Eller gøre sin forbandede demokratiske pligt og trykke "synes godt om" til en underskriftindsamling imod Dongaftalen med Goldman Sachs.

Vi har alle lært at sige "Goldman Sachs" i den sidste tid. Og vi har selvfølgelig også alle været inde på diverse sider for at studere denne korrupte, skattelyagtige, skurkagtive,  storfinansudøvende institution, for at finde ud af, hvad vi skal mene om det hele. Og om der muligvis kunne tænkes nogle formildende omstændigheder i salget til dem. Og om Bjarne Corydon, den pæne mand, som åbenbart ikke er så blød endda! Og om Anette Wilhelmsen! Jeg har nu også altid haft en lumsk mistanke om, at denne kvinde ikke magtede sit hverv - eller noget!! Og Helle Thorning har vi da længe ment var en levebrødspolitiker, ikke også?

Vi har ingen problemer med at være forargede, det er noget, der falder os nemt. Og ærlig talt: Behøver man at sætte sig ind i alt muligt for at tage stilling til en sag? Kan vi ikke overlade det til de folkevalgte? Njah!!!

Jeg hygger mig gevaldigt her i min varme stue. De herrer og damer politikere og andre medspillere gør mig den tjeneste at opføre et skuespil, som Holberg ikke ville kunne have gjort bedre. Og når man ikke selv kan/gider finde ud af, hvad der er rigtig eller forkert, op eller ned, så kan man da altid være forarget, eller more sig, ikke?

Man kan også få ingredienser til sine egne filosofiske og andre  overvejelse. Der er nok at tage af. F. eks.

- Hvor er vi dog optagede af "renhed" i Danmark for tiden. Især for alle andres end vores egen. Politikeres, storfinansinstitutioners, journalisters. De har bare at holde deres sti ren- eller noget!

- Hvor kommer denne optagethed af de andres renhed fra? Er det et forsøg på at få en sammenhængskraft i landet, efter at de store fortællinger, religion, ideologier, Gud konge og fædreland er døde som samlende enheder?

- Hvornår er en mand en mand og et ord et ord?

- Var Jens Otto Kragh en vatpik, da han udtalte: Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Eller var han bare en yderst pragmatisk politiker?

- Hvad er det, som man skal kæmpe for i dagens Danmark? Hvornår er en kamp værd at tage?

Hold da op, der er mange andre problemstillinger, som trænger sig på p.t. Og selv om jeg om jeg mener, at jeg gør mit bedste for at følge med i, hvad der foregår i det offentlige rum, så må jeg med beklagelse indse, at jeg ikke er vidende nok til at kunne gennemskue, hvad der ville være det rigtigste at gøre i Dong-sagen.

Derfor læner jeg mig hyggeligt tilbage og morer mig. For DET kan jeg nemlig godt finde ud af: At de alle sammen er nogle idioter, at de alle burde gå af, at vi burde have en ny regering, at Dong skulle fyres, at det ikke er til at forstå, at Bjarne Corydons kone kan holde ham ud, at Helle Thorning er en kold skid, at Anette Wilhelmsen er en overfladeflipper, at Astrid Kragh er taburetklæber osv osv.

Men ind imellem tænker jeg: Måske politikerne tænker: Gid vi fik et nyt folk!!!