Da jeg gik i 7. klasse, lærte jeg om triviallitteratur. Jeg slugte alt, hvad hr. Nygaard (som jeg har skrevet et bogindlæg om tidligere) sagde, men det skete, at jeg fik et og andet galt i halsen. I dette tilfælde kom jeg hjem fra skole, hvor min mor sad og læste det nyeste kapitel af en kriminalroman i dagbladet Vestkysten. Jeg skulle lige demonstrere min nye viden, tog avisen fra hende og gav mig til at analysere på det, hun læste. Min mor sagde ikke meget, for hun havde gået 7 år i "den stråtækte", men elskede at læse, og hun og jeg læste efterfølgende tit de samme romaner med stor fornøjelse.
Der gik nogle dage, så fandt jeg ved en tilfældighed ud af, at Else Fischer, som havde skrevet krimien i Vestkysten, var en af vore største kriminalforfatterinder. Uha da da. Jeg skammede mig!
På en tur til Mallorca for mange år siden, havde jeg glemt at få læsestof med, men jeg lånte så en Barbara Cartlandroman af min svigerinde, som jeg rejse sammen med. Jeg havde ikke læst noget af hende før, men havde hørt en masse om hende. Den lyserøde dame levede fuldt ud op til mine forventninger om ægte triviallitteratur. Jeg kunne efter de første to sider regne det meste af historien ud, og også hvordan den sluttede. Men mærkeligt nok passede det rigtig godt til denne virkelig fortjente slappe-af-ferie at læse Barbara Cartland.
Da jeg var gravid med min yngste, måtte jeg ligge på langs i tre måneder, fordi jeg blev ved at bløde. Jeg husker, hvordan jeg forsøgte at læse Umberto Ecos Rosens Navn, men måtte opgive. Jeg koncentrerede mig om Familiejournalen. En dag var jeg til personalemøde i min institution, og da jeg havde hørt mig selv sige et par gange "det har jeg læst i Familiejournalen", blev jeg virkelig beskæmmet. Men jeg KUNNE ikke læse Umberto Eco i min daværende situation. (Det har jeg så kunnet siden, men jeg forstår stadig ikke meget af hans Foucaults pendul, skønt jeg ingen undskyldninger har nu)
Engang jeg skulle ud af rejse med tog, havde jeg igen glemt læsestof, men jeg købte så en roman i DSB-kiosken. Det var en af Wilbur Smith. Jeg kendte ham ikke, men rubricerede ham straks i triviallitteraturgenren. Det fortalte jeg en af mine veninder, som sagde, at det havde jeg absolut ikke ret i. Hun havde læst mange af hans romaner med stor fornøjelse.
Til nytår fik jeg rigtig mange bøger, fordi det var adgangskravet for at være med. Selskabet bestod af mine børn og deres venner, kvikke unge mennesker, og jeg fik mange rigtig gode bøger. En af dem var en bog i Crossfire-serien. For de uindviede kan jeg oplyse, at den minder til forveksling om Fifty Shades of Grey-serien. Denne bog havde jeg taget med på min sidste tur til Sharm-el-Sheik. Jeg gjorde turen sammen med min yngste, som læste dansk på Syddansk UNI i Kolding. Men jeg fik læst bogen, og den gav mig en del stof til eftertanke.
Er jeg en litteratursnob? Tjah, det er jeg nok. I de sidste måneder har jeg læst Søren Kierkegaard, Løgstrup og dogmatik, og nu er jeg gået i gang med en skøn skøn roman, nemlig den sidste af Khaled Hosseini. Jeg elsker den!
Men jeg indrømmer: Der kan være situationer i livet, hvor en dum kærlighedsroman er det eneste saliggørende. Og må da også lige tilføje, at min for tiden skønneste samtalepartner, som jeg diskuterer evolution, kristendom, den historiske Jesus og lignende med, holder SE og HØR og ikke engang er flov over det!!
Og ja, jeg skal selvfølgelig på bogmesse i Bellacentret i november, snob eller ej, jeg elsker bøger!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar