I en sommerferie besluttede min mand og jeg at tage et tysk feriebarn. Vi havde ikke selv børn, vi var begge studerende, og havde en lang sommerferie foran os. Vi havde tilmeldt os lidt sent, så vi anede ikke, hvilket barn vi fik.
Men om eftermiddagen den dag hvor børnene skulle ankomme, gik jeg på banegården, og fik da at vide, at der var et barn til os. Og jeg så en lille dreng på 5 år med et skilt om maven, efter at de fleste børn og "forældre" var blevet parret. Ham var det, som jeg skulle have med hjem. Vi vidste ikke noget om ham, men jeg hankede op i ham og hans lille kuffert og hjem gik vi.
Der var et brev fra hans forældre i kufferten, hvor de skrev, at hvis vi ville sende vores adresse, så ville de sende noget mere tøj, for der havde ikke været tid til at købe noget, da de først havde fået endelig besked om aftenen, før han skulle afsted. Det var faderen, som skrev på dansk, men jeg gik ud fra, at Ingo, som han hed, kun kunne tale tysk, så jeg prøvede det bedste, jeg havde lært, selv om det ikke var særlig godt. Ingo virkede træt, og det var jo ikke sært, for han havde været tidligt oppe, for at komme med toget til Danmark. Han var fra Flensborg, viste det sig. Jeg lagde ham til at sove, og det var lige det, han trængte til.
Min mand (jeg husker ikke længere, om han havde arbejde på dette tidspunkt) kom hjem, og vi fandt da ud af, at Ingo kunne en lille smule dansk. Han kunne også fortælle os lidt om sig selv. Han havde to mindre søskende, og han gik i en dansk børnehave.
Åh, det er så mange år siden, så jeg husker heller ikke nøjagtig, hvor lang tid, vi havde ham, men jeg vil tro, det var været ca 4 uger. Min mand og jeg havde arrangeret en feriekoloni i forbindelse med vore studier, og her tog vi selvfølgelig Ingo med. Vi boede i en lille spejderhytte i Marbæk, som ligger ca 15 km fra Esbjerg, hvor vi boede. Vi var min mand og jeg samt 5 børn i en uge. Det var meget interessant at se Ingo sammen med de andre børn. Han lærte en del sprog af dem og også andre ting, men han havde et iltert temperament, så han kom jævnligt på kant med de andre. Så for han ind i hytten og smed sig på madrassen, hvor han plejede at sove. Men der skulle ikke så meget til, så faldt han til ro, og var klar til at komme ud til de andre igen.
Han fejrede også fødselsdag, mens han var hos os, og vi inviterede nogle børn fra familien og deres voksne, så det blev en "rigtig" fødselsdag. Det var Ingo helt med på, og han var med til at bage kagemand, pynte op og lignende.
Sankt Hansaften skulle vi til Ribe, hvor min mand stod for et bålarrangement. Ingo var ikke helt tryg ved situationen, selv om vi havde fortalt ham, hvad der skulle ske. Han knugede min mands hånd, og sagde flere gange: " Du Poul, har du angst for den hekse? Jeg har ikke angst for den hekse"! Som om han prøvede at overbevise sig selv om, at han ikke "havde angst for den hekse"!
Under hekseafbrændingen spurgte Ingo pludselig: " Når den hekse færdig er, kan man så den spise"?
Min mand og jeg havde Ingo i flere år i sommerferien, og vi besøgte også ham og hans familie i Flensborg. Det var en overraskende oplevelse at se hvor fattige og elendige forhold, de boede under, i en lejlighed, som lignede en tidligere kasserne, som var ombygget til lejligheder. Der var en lang gang og små lejligheder langs gangen, og der var fælles toilet på gangen, ligesom der også skulle hentes vand på gangen.
Min mand og jeg blev desværre skilt, og ingen af os kunne have Ingo derefter. Vi skrev sammen en tid, men så ebbede det ud. Men han er et af de små mennesker i mit liv, som jeg aldrig glemmer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar