mandag den 3. marts 2014

Ja til lektielæsning - og dens sidegevinster!

Der sker så mange nye ting i folkeskolen i dag. Den nye reform skal finde sine ben. Og ude i lokalsamfundene skal man finde ud af, hvordan man håndterer den.

Nu har jeg fulgt med i en debat, gående ud på om børn skal have lektier for. Det behøver de vel ikke at få, når nu de skal gå i skole ret lang tid hver dag. Så er lektier sådan set inkluderet i dagens øvrige gøremål - er der mange, der mener. Desuden er det en byrde at lægge på de kære små, at kræve at de læser lektier derhjemme. Og på forældrene, som har nok at gøre i forvejen. Eller ikke synes, det er deres problem - eller noget!!! Det er også et problem for lærerne, for der er ret mange børn, som bare ikke laver deres lektier, selv om de har haft dem for. Og øv altså, når man hele tiden skal agere bussemand og samle opgaver ind eller udsætte tidspunktet for aflevering, fordi halvdelen ikke har lavet dem - eller opgive at få dem fra nogle stykker. Nej, så er det meget nemmere slet ikke at have noget, der hedder lektier.

Men jeg er uenig. For hvordan skal det gå de kære små når de bliver ældre? Når de går i gymnasiet - eller på universitetet f. eks.? Jeg tror jo - og jeg er altså pædagog, kom ikke her! - at gode vaner bedst indøves i barndommen. Jo før jo bedre. Hvordan skal man kunne disciplinere sig selv, hvis ikke man har lært det i barndommen? Hvordan skal man kunne samle sig - alene - om en stillet opgave, hvis ikke man har lært det i hjemmet? Hvordan skal man komme til at tage det alvorligt at øve sig for at blive god til noget, hvis man ikke bliver mødt med denne holdning? Hvordan skal man lære, at når der er blevet sagt, at opgaven skal være færdig til mandag, så SKAL den være færdig til mandag?

Børn vokser op i grupper, og lektielæsning i skolen foregår i grupper. Men længere oppe i barndom og ungdom - og senere i voksenlivet, er man ikke altid i grupper! Skal man ikke lære at agere på egen hånd? At arbejde selvstændigt? At tage sit eget ansvar på sig?

Jeg kan ikke lide denne ryggesløshed! Denne manglende forståelse for, at det at kunne disciplinere sig selv er en proces, som gerne skulle begynde tidligt i livet og fortsætte livet ud. At sætte sig nogle mål og at arbejde for at nå dem. Og at opleve den tilfredsstillelse, det er, når man har arbejdet med noget, og det så lykkes.

Nu vil en og anden sige, at det kan man da lære/gøre på mange andre måder. Men hvorfor ikke via lektier? Det er da så ligetil. Gode vaner. Lidt hver dag, og engang imellem meget, så blomstrer læringen og der er så mange sidegevinster at hente.

Nu er jeg jo en af dem, der mener at disciplinering er et gode, og hvis man ikke lærer sine børn selvdisciplinering, svigter man dem i en meget væsentlig del af deres opdragelse. Det hører også med, at godt nok er det lysten, der driver værket, men man skal også ind imellem kunne gøre noget, som ikke er af lyst, men af pligt. Ja, jeg vedgår også, at jeg går ind for, at man har pligt til en hel del her i livet, selv om man ikke har lyst. Jeg kendte engang en ung mand, som var ved at købe hus sammen med kæresten. Jeg spurgte, om ikke han syntes, det var svært at sætte sig ind i alle de ting, man skulle vide, når man køber hus. Han svarede, at det gjorde han da heller ikke, det lod han kæresten om. Jeg var et stort spørgsmålstegn, og så sagde han: "Det siger mig ikke noget"! Jeg blev totalt paf! Kan man det? Sige sådan: Det siger mig ikke noget! Om det sagde kæresten noget, melder historien intet om, men hvad nu hvis det ikke gjorde?? Og hun bare var nødt til at sætte sig ind i det hele, fordi det "ikke sagde manden noget".

Jeg kan ikke få øje på, hvilke goder der knytter sig til det ikke at skulle læse lektier. Og det er IKKE, fordi jeg ikke har drøftet det med en del unge mennesker. I min familie vrimler det med lærere og "deslige". Men der er ikke mange, der går ind for så gammeldags dyder som selvdisciplinering, lydighed, pligt, ansvar, at overholde aftaler osv - alt sammen dyder, som er indeholdt i lektielæsningen.

Jeg forstår ikke modstanden imod den. Gode argumenter efterlyses!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar