lørdag den 4. januar 2014

Bandeord - slut med dem!!!

Jeg har et nytårsforsæt i år. Jeg vil holde op med at bande. Det lyder grimt og er en dårlig vane. Og jeg, der går meget op i, hvilke ord, man bruger, og hvordan man udtrykker sig, kan ikke være bekendt ikke at kunne udtrykke mig smukt og forståeligt uden brug af bandeord.

Det ville have glædet min salig moder. Hun nævnte ofte, at jeg bandede for meget. Dengang syntes jeg, det var lige meget, ja faktisk syntes jeg, at det var lidt friskt af mig at trodse sådan en gammeldags ting, som at der skulle være noget forkert i at bande. Men jeg har skiftet mening og synes, det må være et overkommeligt nytårsforsæt.

Nu ved jeg jo godt, at ordet "sgu" ikke længere er et bandeord, men bør betragtes som et "småord" på linje med ordene "jo" og "da" f. eks. Kan vi ikke bare helt udelade disse småord? Nope, for de har faktisk en betydning. Ordet "jo" indikerer en samhørighed med den, man taler med/skriver til. "Du ved jo godt, at han altid læser avis på denne tid...." Her er en fælles holdning til emnet forudsat. Hvorimod hvis jeg skrev "Du ved godt, at han altid læser avis på denne tid" - så ville jeg være mere moraliserende og/eller dekreterende. "Jo" indikerer også noget andet. Læs dette afsnits første sætning. Her er ordet "jo" indsat ikke blot for at tilkendegive et fælles fodslaw men også for at være lidt forsoren overfor læseren. For ligesom at komme eventuelle indvendinger i forkøbet.

Ligeså med ordet "da". "Du ved da godt, at han altid læser avis på denne tid". Her siges ret meget med dette "da". En lille korrekselse a la "Har du glemt det"? En lille antydning af "kom nu ind på banen til vi andre" En anelse fornærmethed over, at du ikke husker det.  Og igen en forsorenhed i forhold til det mere hårde "Du ved godt, at han altid læser avis på denne tid". Den sidste sætning er hårdere end med det lille "da" puttet ind.

Betyder ordene "jo" og da" så det samme? Nej ikke helt! Prøv at smage på sætningerne og føl forskellen. "Jo" er mere inkluderende end "da".

Sådan er det også med "sgu". Oprindeligt betød dette bandeord "så sandt Gud er til" forkortet til "sågu" og efterfølgende til "sgu". Altså en understregning af, at det sagte har sandhedsværdi. "Du ved sgu godt, at han altid læser avis på denne tid" - her er "sgu" en forstærkning både af et eventuel "jo" eller "da", og har derudover sandsynligvis også med kulturforskel at gøre.

Så vidt, så godt. De rigtig slemme bandeord er i min ordbog alle dem, som ender på -edme: Kraftedme, fandme, satme og lign. Det betyder faktisk: Gid kræften må æde mig, hvis.... Eller fanden æde mig, eller satan æde mig. Det mener vi forhåbentlig ikke, og det er da en forfærdelig ting at sjakre om at kræften, fanden, satan eller hvad/hvem som helst må æde én.

"Hold kæft" anses også for et bandeord, selv om jeg synes, det har en lidt anden farve. Selve ordet "bandeord" kommer af "forbandelse", altså ord eller sætninger, man slynger ud som en bekræftelse på noget sagt, som en besværgelse, heraf også ordet "at sværge".

Men nu vil jeg altså gerne kunne bruge sproget farverigt, ordrigt og differentieret uden brug af disse eder og forbandelser og denne sværgen. Det lyder ikke pænt, det er en dårlig vane og jeg er jo i bund og grund enig med Grundtvig i, at ord "skaber hvad det nævner". Og hvorfor ikke skabe god energi i stedet for dårlig, grim og slet?

Så det er altså mit nytårsforsæt. Spændende hvor lang tid det vil tage at aflægge denne vane!!!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar