Skal folk selv fjerne deres hundes lorte fra fortovene? Selvfølgelig skal de da det! Og når de så ikke gør det alligevel, skal nogle andre jo så gøre det! Så er den ikke længere.
Der er rigtig mange ting, "folk" skal og bør! Og som de ikke gør alligevel. Sådan er det at være "folk". Det gælder lige fra at holde tilbage for en bil, der har svært ved at komme ud på vejen, til at holde op med at ryge, drikke, overspise, bande, råbe op, smide affald i naturen osv osv. Hvor er der dog meget, vi godt ved, vi skal, men som vi ikke gør alligevel. Eller som vi godt ved, vi IKKE skal, og som vi gør alligevel.
Men der er altså grænser for, hvad jeg gider at hidse mig op over. Man skal vælge sine kampe med omhu, har jeg hørt. Og den med at pukke på hundeejerne gider jeg ikke skal være en af dem. Det er meget sjovere at sætte et dannebrogsflag i hundelortene, som der var en morsom pensionistkampagne om for mange år siden. Det er sådan lidt hippieagtigt, og det kan jeg som gammel hippieagtig kvinde godt lide. Der er noget humor i det. Noget afvæbnende. Noget "kom nu ned på jorden agtigt" over det. Herregud - en hundelort!!
Jeg kan da godt forstå, at pædagoger og forældre kan blive trætte af at tørre hundelorte af børnenes støvler. Og hvem har ikke prøvet at komme ind og opdage en mistænkelig plamage på gulvtæppet, og en dertil umiskendelig dunst omkring skoene? Smadderirriterende! Og så er det altså heller ikke værre!
Eller også er det en rigtig god øvelse i at lære tålmodighed. Tålmodighed med ens medmennesker, som af dovenskab, glemsomhed, uvidenhed, ligegyldighed, eller hvad ved jeg, ikke har fjernet "deres" hundelort. Men helt ærligt: Hvem har ikke oplevet at være doven, glemsom, uvidende og lide af ligegyldighed i en eller flere sammenhænge? Og hvis man selv har prøvet det, skal man så ikke være overbærende overfor sine medmennesker?
Jeg har to meget flotte krukker med blomster - eller gran p.t. - stående udenfor min gadedør. Min nabo har to hunde. Det er jo da nærliggende, at de pisser op ad mine krukker, når de kommer ud af naboens dør, som ligger en meter fra min ca. Min nabo spurgte en dag: "Du vil vel helst have, at de ikke tisser på dine krukker"? "Ja, det vil jeg da helst", sagde jeg. "Jeg prøver altså også på at få dem til at lade være", svarede hun. I nogle dage gik jeg og spekulerede på, hvordan jeg kunne udtænke de mest bestialske metoder til at få dem til at lade være med at tisse på mine krukker. Der bliver nemlig nogle våde pletter op ad mine krukker, efter deres tisseri. Og når jeg nu har investeret i nogle meget smukke krukker, ikke? Jeg var ude i noget med noget ildelugtende pulver eller lignende, som hunde ikke kan lide. Indtil jeg kom til at grine ad mig selv. Herregud da. Noget hundepis!! Jamen altså...
Så nu lader jeg dem pisse op ad mine krukker, og når jeg parkerer min bil ved fortovet, og kigger på mine krukker, kan jeg altid se, om naboen har været ude at lufte sine hunde. Tænk, hvis hun ikke havde været det en dag? Ja, så måtte der jo være noget i vejen, hun kunne jo f. eks. være syg, det var jo da vigtigt for mig at vide.
Jo jo, det viser sig jo, at der er megen mellemmenneskelig psykologi i, hvordan man forholder sig til hundelort og -pis.
Så der er nok ikke noget at sige til, at der har været en så ophedet debat i gang om, hvorvidt kontanthjælpsmodtagere skulle/kunne fjerne hundelorte. Når man sådan tænker efter.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar