Nogle gange får jeg sådan en ubændig lyst til at være god! Jamen det kan komme over mig i de mærkeligste situationer. Jeg kan sidde og snakke med et menneske, hvor jeg føler vreden stige op i mig helt nede fra maven. Og hvis jeg lige når at give mig tid til at mærke denne følelse, før jeg overfalder vedkommende med mine skarpsindige, dybsindige, intelligente og spidse bemærkninger, kan jeg pludselig komme til at tænke: Tænk nu hvis du snakkede til ham, som om du forstår ham! Hvad ville der så ske? Og det kan jeg godt sige jer, - det mærkelige er, at så kommer jeg pludselig til at forstå ham. Er det ikke sært? Så føler jeg mig pissego'!!!! Både overfor ham, som jeg har sparet for mine udgydelser, og overfor mig selv, som jeg har formået at disciplinere.
Eller jeg kan finde på at ringe til en, jeg egentlig ikke gider ringe til. O.k. så ringer jeg, og det ender altid med at vi får en rigtig god snak, og jeg glemmer helt, at jeg ikke gad ringe. Så tænker jeg: Du er vel nok god, at du sådan kan overvinde dig selv, Ingrid!! Og gøre en anden glad med dit opkald!! Øhhhh, hvem var det liiiige, der blev glad?? Mig selv vist nok!
Så er der de mere udspekulerede situationer, hvor jeg er god. Jeg står i køen nede i Fakta, og oppe ved kassen er en ung mand ved at betale med sit dankort. Det viser sig, at hans dankort ikke fungerer, og han har ingen kontanter. Hvad skal manden gøre? Ja, han må jo så nok gå uden varerne, siger han. Så er det, min godhed kommer op i mig, og jeg spørger: "Hvor meget drejer det sig om"? "62 kr", siger han. "Jeg betaler", siger den gode Ingrid så. Han protesterer jo ret voldsomt, men lader sig da overtale. Og så siger han noget, som totalt ødelægger min godhed. For han siger: "Hvis du lige vil følge med mig hen til hæveautomaten lige her henne, så kan du få pengene". Pis, altså! Hvad bilder han sig ind? Her nåede jeg lige at se alle de andre i køen måbe, da jeg gik op for at betale hans regning. Og føle mig god!! Vi fulgtes ad ud af forretningen, men "så skulle jeg den anden vej, så det... Og pyt med de penge, det betyder ikke noget". Han skulle i hvert fald ikke ødelægge det hele.
Nu siger jeg ikke, at jeg ikke kan være god - altså sådan ÆGTE, RIGTIG god, uden at have bagtanker og alt det der. Det sker da heldigvis nu og da, og lykkeligvis ved jeg ikke altid selv af det, men hører det så fra den eller dem, som det "er gået ud over". Det er en meget bedre følelse, der så breder sig i mig, end den, jeg har beskrevet ovenfor. Glæde, faktisk! Og ydmyghed!
Ja ja, men når der nu ikke lige er nogen ægte godhedssituation indenfor rækkevidde, må jeg vel selv opfinde en, hvis min godhedslyst kommer over mig. Det er altså svært, det her. For hvordan bærer man sig ad med gerne at ville være god, uden selv at vide, at man er det?? "Et godt menneske tager gode ting frem fra sit forråd", har jeg læst. Jeg ved også godt hvor. Og "Et godt træ bærer god frugt". Uha uh skræk! Jeg er ikke meget for at begynde at spekulere i, om jeg nu er et godt menneske, for så går der da helt kage i den. For hvis jeg synes, jeg er det, så er jeg det ikke - og omvendt.
Jo-o, det er sandelig ikke nemt gerne at ville være god, kan jeg godt fortælle. Gad vidst, om I andre har samme problemer, eller I bare ER gode - sådan lige ud i luften!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar