"Lad julesorgen slukkes"

På en mærkelig måde er min mor mere nærværende for mig her ind under jul i år end sidste år, skønt hun døde i maj sidste år. Hvordan det kan være, kan der være mange grunde til, men jeg tænker endnu engang tilbage på tiden inden hendes død, hvor den ene af mine tre brødre og jeg boede hos hende en uges tid.

Det var en tid fyldt med en stille og fredfyldt kærlighed, og min bror og jeg har siden ofte snakket om, hvor taknemmelige vi begge er over at have fået lov at opleve den tid, indtil mor døde stille og roligt en tidlig morgen - store bededag. Min bror sov på en madras ved siden af mors seng i stuen, og jeg sov på et af værelserne ovenpå. Han kom op og vækkede mig ca kl. 05.00 og fortalte, at mor var død.

Mor var helt rolig og tryg ved at skulle dø, for hun var en overbevist kristen, som jo skulle op til far, der var død i 2004. Skønt mor fysisk var en lille og skrøbelig kvinde at se på, var hun psykisk utrolig stærk. På et tidspunkt mens hun var indlagt, besluttede hun, at hun ville holde op med at spise og drikke, for det var bare at trække tiden ud! Da jeg hørte det, sagde jeg til hende, at der endnu var en del af familien, som gerne ville komme og sige farvel til hende, så om hun ikke godt ville holde sig i live nogle dage endnu for deres skyld. Hun så længe på mig. "O.k", sagde hun så, og så måtte jeg godt give hende lidt at drikke. Og alle nåede at komme, dels på sygehuset, dels den sidste uge hjemme hos hende selv, hvor hun døde. Der kom en del mennesker, men det hele foregik så fredfyldt, roligt og kærligt, og det er især det, jeg med taknemmelighed og også en smule undren er fyldt af for tiden.

Min bror og jeg sad ofte på hver sin side af hendes seng. Hun fik meget smertestillende medicin, og sov det meste af tiden, men var dog ved fuld bevidsthed ind imellem. En aften sang vi for hende. Hun kunne ikke sige så meget, men det var heller ikke nødvendigt. Vi kendte hendes yndlingssalmer, og så var det dejligt at kunne finde teksten på vore mobiltelefoner: Vi pløjed' og vi såede, Min Jesus lad mit hjerte få, Mit hjerte altid vanke bl.a. Men vi sang også nogle af bedstemors - mors mors - gamle viser, såsom Uartige Lise, I en seng på hospitalet, Barnetro.

Hvor kom denne fredfyldthed og stille kærlighed fra? Den kom fra mor. Noget af det allermest bemærkelsesværdige ved hende var hendes positive sind. Når man i dag snakker så meget om at være positiv, forekommer det mig at være en falmet afglans af en teori sammenlignet med mors levende positivitet. Min yngste datter har sagt, at hvis hun ville kunne blive gammel med samme sind som mormors, ville hun være glad. Og hvor er det sandt.

Mor måtte igennem megen sygdom især i årene efter fars død. Og hun og jeg kom hinanden nærmere, end vi tidligere havde været. Og således kom også min bror og jeg meget tæt på hinanden, mens vi sad hos mor.

I morgen skal jeg på kirkegården med en lille dekoration. Mor blev 90 og mente selv, at hun nok ikke kunne forlange mere. "Vor fader i himlen, lad det ske, lad julesorgen slukkes", siger Grundtvig i "Velkommen igen Guds engle små". Og selv om det ikke er sorg, jeg føler, så er Grundtvigs ord dog en intens måde at udtrykke en vemodig taknemmelighed over tanken om et kært menneske på.