Den kendte rabbi Nachman af Bratslav sagde engang: ’Hvis du ikke skal blive et bedre menneske i morgen, end du har været i dag, hvad behøver du så morgendagen til?’.”
Med disse enkle sætninger siges der uendelig meget. Meningen med livet er at blive et bedre menneske.
Det er svært at forholde sig til. For "min venstre skal ikke vide, hvad min højre gør", d.v.s. at jeg skal blive et bedre menneske, uden at vide, om jeg bliver det. For jeg skal samtidig vide, at jeg ikke kan rose mig af noget som helst i den retning. Og jeg skal vide, at jo mere, jeg prøver på ved egen kraft at blive det, jo længere væk er jeg fra at blive det. Der skal være en ydmyghed, som aldrig kan blive en virkelig ydmyghed, alene af den grund, at jeg drister mig til at mene, at det er dét, jeg skal prøve på.
En stræben er aldrig en ydmyghed, heller ikke selv om den selv tror det. Den menneskelige bevidsthed kan ikke både vide, hvad den skal, og så glemme, at det er dét, den skal.
Er der da slet intet, jeg kan gøre? Ikke for at blive et bedre menneske, men jeg kan flytte mit fokus fra mig selv og over på andre mennesker, så jeg i stedet for at gå op i, om jeg nu bliver et bedre menneske, ser på mennesker i mit liv og omkring mig. Ikke for på en endnu smartere måde at blive et bedre menneske i kraft af medmennesket, det ville dog være en djævelskhed uden lige.
Nej, men netop flytte mit blik fra min egen navle og til medmenneskets øjne. Og forhåbentlig røres. I stor og vid forstand. Ikke kun af menneskers nød, men også så jeg ser, hvad jeg har at give af mig selv. Det, vi mennesker længes efter, er at nå ind til hinandens sårbarhed. Vi længes efter at åbenbare den for hinanden - ikke for alle og enhver, men for den, hvis øjne du ser ind i, og ser, at han også længes efter det.
Det er risikabelt. Jeg kan tage fejl. Jeg kan blive misforstået, når jeg gør mig sårbar. Men i min spontanitet, og inden jeg når at tænke, kan jeg måske nå den anden. Netop inden jeg når at tænke, for hvis jeg først begynder at tænke, vil jeg agere som en advokat, begynde at overveje fordele og ulemper ved mine ord, ved hele min gøren og laden.
Men når jeg den anden med min udleverede sårbarhed, sker der en eksplosion af glæde, salighed, tillid, tryghed, jubel, opfyldthed. Meningen med livet bliver til dér. Og har man prøvet at gøre ting med hjertet, tror jeg, at man bliver mindre tilbøjelig til at handle koldt og kynisk, fordi det føles så inderlig godt at handle med hjertet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar