Hvis jeg skulle opdrage mine børn om igen, er der visse ting, jeg ville gøre anderledes.
Jeg ville ikke give dem lov til at have fjernsyn på deres værelser. Jeg har tre børn, og det betød i praksis, at vi kunne sidde i hver sit rum og se fjernsyn, for jeg har jo også et i stuen.
Det var min egen skyld, at det overhovedet blev sådan. Jeg købte et fjernsyn til min søn, den ældste, som han kunne have på sit værelse. Det var tænkt sådan at han og hans søstre kunne trække sig tilbage, når/hvis jeg havde gæster, og de ikke længere gad være med i vores snak, eller vi godt ville have lidt voksentid.
Sidenhen udviklede det sig til, at de alle ønskede sig et i konfirmationsgave, sammen med stereoanlæg og cykler.
Jamen, var det da ikke praktisk, at vi alle selv kunne bestemme, hvad vi ville se, og hvornår? Jo praktisk? Absolut! Og som hårdt arbejdende enlig mor var jeg da også glad for lidt fred og ro om aftenen.
Men hvad var det, jeg lærte dem? Og især: Hvad var det, jeg IKKE lærte dem?
Hvis vi nu kun havde haft et fjernsyn i stuen, så havde vi været nødt til at blive enige om, hvad vi skulle se. Vi havde været nødt til at forhandle. Sikke meget lækkert konfliktstof, der her var blevet lagt op til. Og hvor har jeg da sprunget over, hvor gærdet er lavest ved ikke at have kastet mig ud i disse sysler. Tænk hvor meget jeg kunne have lært dem om dette.
Sådan noget som at tage hensyn til hinanden ville have haft gode vilkår. Det ville man blive nødt til. Der ville uden tvivl være stunder, hvor mor her bestemte, både om hvornår, hvor meget og især HVAD, der skulle ses. Men er det ikke også meningen med at være forældre? At de/den voksne afstikker retningslinjerne?
Og de tre søskende indbyrdes? De ville være tvunget til at lytte til hinanden, forstå hinandens behov. Muligvis ville vi så også have lavet en del andre ting end at se fjernsyn - ting, som vi ville gøre sammen.
Der er selvfølgelig også den mulighed, at de så bare ville forsvinde over til veninder og kammerater og se yndlingsprogrammerne der. Eller se ting, som jeg ikke syntes, de skulle se. Jo jo, børn har altid ulydighedens mulighed. Nøjagtig som da de begyndte at drikke alkohol. De kunne jo vælge at bryde de regler, jeg havde stillet op.
Men JEG kunne ikke vælge at lade være med at stille nogle op, og det er hele pointen. For uanset hvad jeg ville have af holdninger, så kendte de min holdning, og så vidste de også, hvornår de overtrådte den. Og det er vigtigt!
Arh, er det nu så slemt, at de havde fjernsyn på deres værelser? Nej, ikke slemt, men alligevel tankevækkende, synes jeg. Og i dag er den problemstilling for længst passeret, nu er det deres computere, I-pads, mobiler og hvad ved jeg, som de "forsvinder" ind i.
Det, der mest bekymrer mig, er den egocentricitet, der knytter sig til vores brug af disse medier. "Jeg bestemmer selv-holdningen". Og den mangel på social opmærksomhed i det rum, som de befinder sig i. De får sikkert nogle andre kompetencer, som hører deres tid til.
Det var bare lige nogle tanker....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar