At have styr på sit liv.

Er det godt at have styr på sit liv?

De fleste vil vel mene ja! Men jeg er ikke sikker. Jeg har set sådan en badge, hvorpå der står: Livet er det, der sker, mens du planlægger noget andet. Og jeg har også set denne sætning adskillige andre steder. Og jeg er mest tilbøjelig til at sige: Ja, det er sådan, det er!

Hvis nu jeg skuer tilbage over mit eget liv, så kan jeg sige, at der, hvor jeg har lært allermest, hvor jeg har haft de allerstørste øjeblikke i mit liv, hvor jeg har følt mig mest salig, hvor jeg har været jublende lykkelig, følt taknemmelighed, ja - kort, hvor livet er "kommet bag på mig", DER har jeg følt livet allermest intenst.

Måske kommer det sig af, at jeg i bund og grund tror på en Gud - vel at mærke ikke en hvilken som helst Gud, men ham som jeg har lært at kende gennem Jesus, fordi han kaldte ham sin far. Og hvorfor så det? Fordi jeg tror, at denne Gud er skaberguden, ham, som jeg har fået livet af, ham, som opretholder mig og vil mig det allerbedste.

Tænk lige, hvis jeg nu udelukkende SELV skulle skabe mit eget liv? Jamen, så var der meget, jeg ikke ville se, ikke ville vide overhovedet fandtes. Hvis livet forløb, som jeg havde planlagt det - så ville det vel se ca. sådan ud: Vokse op i et godt hjem, have en god skolegang, have gode venner og veninder, få en god uddannelse, få gode jobs, tjene ret godt, få en dejlig mand, få nogle dejlige børn, opleve verden, tage på rejser - og videre i den dur.

Mens jeg sidder og skriver, hvordan sådan et liv ville forløbe, gyser jeg indvendig. For jeg kan langt ind i sjælen mærke, hvor hult og tomt, det føles. Og det gør mig virkelig glad, at de færreste liv forløber så hult.  Ja ja, rolig nu! Jeg tror ikke på en pædagogisk Gud, som pålægger mig dårligdomme, for at jeg skal prøves og blive et bedre menneske, og jeg har da grædt og lidt mens alt det forfærdelige i mit liv stod på. Men mit liv blev formet af det, JEG blev formet af det, og jeg er en temmelig tykhovedet og stædig person, som helst vil undgå alt det onde. Men det kan jeg altså ikke blive fri for.

Og her er det, at jeg har lært, hvordan jeg skal forholde mig til det onde. Jeg gider ikke denne enerverende argumentation: Hvis Gud er god og almægtig, hvordan kan han så tillade det onde? DET VED JEG IKKE, og det er der ingen, der gør. Mange har prøvet at løse dette problem, men det er ikke lykkedes!  Nej, men jeg har lært, at det onde skal FORSAGES.

Uha, hvor har jeg - og har stadig - mine problemer med det. Af mange grunde. F. eks. har jeg rigtig svært ved at forstå, at nogle mennesker faktisk ER onde. Arhmen, det må jo da skyldes deres opvækst, gener osv. JA, det gør det muligvis. Men ALLE mennesker er ansvarlige for deres eget liv. Vi er ikke ansvarlige for alt, hvad vi kommer ud for, men vi er ansvarlige for, hvordan vi forholder os til det. Jeg har også rigtig svært ved at se på, når det onde stikker hovedet frem hos andre, og -  værst - hos mig selv. Så må jeg forholde mig til DET. Jeg har enkelte gange i mit liv droppet mennesker af disse grunde, og jeg har nogle oplevelser i mit liv, som jeg bestemt ikke er stolt af, hvor JEG har gjort andre mennesker ondt.

Og så er det jo, at jeg tror, at kærligheden sejrer over det onde. Altså Guds kærlighed, min slår slet ikke til. Men jeg har lov til at tro, at mine synder bliver mig forladt, skønt jeg altid må leve med dem, og jeg har lov til at tro, at "Gud gør alle ting godt", og derfor kan han også vende alt det rigtig trælse i mit liv til noget rigtig godt. Og det mest forunderlige: Jeg behøver slet ikke at have styr på mit liv. For uanset hvordan mit liv forløber, så har jeg lov til at tro, at det er o.k. At alt er såre godt. At jeg er Guds barn.

DET er en ægte frihed!!