lørdag den 23. november 2013

Selfies - se lige mig!!

Så lærte jeg lige et nyt ord - og begreb. En "selfie"! Ved du ikke, hvad det er? Så er du helt outdated! Men så skal jeg fortælle dig det. Det er et billede, du "lægger ud" af dig selv flere gange, faktisk mange gange, om dagen, hører jeg. Nu er det ikke noget med "hvad du har på hjerte", nej nej, nu er det "hvordan ser du ud lige nu"! Eller: "hvordan tager du dig ud lige nu"!

Det er blevet så populært at tage en selfie, at ordet er blevet kåret som årets ord af redaktionen bag Storbritanniens Oxford-bøger! - Hvad det så er, men det lyder da flot!!

Det undrer mig slet ikke, at det er på mode at tage billeder af sig selv og vise til alverden. "Se mig", skriger billedet. I en tid, hvor der er kamp om pladserne alle vegne, og hvor man oveni købet skal promovere sig selv som noget helt særligt, er det da letfatteligt, at man må være "på" konstant. Eller hvad?

Jeg husker en udsendelse i tv om, hvordan man bliver et kendt ansigt.  Det gjaldt netop om at være på. Man så Lars Løkke blive interviewet på Christiansborg, og i baggrunden så man så lige en Peter Christensen, der gjorde sig umage for at "være på" sammen med Løkke. Man må jo sige, det løkkedes ham ret godt, altså Peter Christensen, for det er før han blev sit partis politiske ordfører.

Hvad får mennesker til at tage billeder af sig selv 17 gange om dagen og lægge ud på diverse sociale medier? Jo altså, udover denne "se-mig-trang"? Men der ER måske ikke anden forklaring?

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/hvorfor-hader-vi-selfier

Jamen hovsa! Denne artikel siger jo, at vi IKKE kan lide selfies!!!! Altså bortset fra dem af os selv. Hvordan faen ka' de så blive så populære??

"Hvorfor er selvglæden en smerte for os andre? Selfiens selvbillede bygger på en løgn og asymmetri, fordi selfiens glæde og interesse for billeder af sig selv altid er større end andre menneskers interesse for samme. Det er pinligt, det er irriterende og det er asocialt, fordi det sociale i sin essens er at tilsidesætte sig selv for andre, mens selfien per definition er det modsatte. Her reduceres andre mennesker til fans af et foto".  Citeret fra artiklen!

Selvoptagethed er selvoptagethed, uanset om den er et spejlbillede af dig selv (med eller uden tøj, eller med meget lidt tøj), en gruppeselfie (vi er på lattebar) en historisk selfie (se hvor nuttet jeg var som barn), en fodselfie (så så man lige mig ude at løbe med veninderne).

Og hvorfor kan vi ikke lide selvoptagethed?? Fordi de andres fjerner focus fra MIG SELV! Føj for en klam prut!

Det er den mest vamle, ulækre, egoistiske, egocentriske, umodne, individualistiske, pralende, selvpromoverende, selviscenesættende, tendentiøse, asociale, tomme, hysteriske, klicheagtige, blærede, jammerlige, kedsommelige, indholdsløse, tarvelige, selvoptagede, sølle, brovtende, platte, kvalmende trend i de sidste mange år.

Er det eliten af Danmarks ungdom, der med hovedet under armen hopper med på denne bølge???

Kors, jeg græmmes!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar