Jeg er tilbage i slutningen af 70'erne. Min mand og jeg deltager som medlemmer af Silkeborgkoret i et K72-stævne i Århus - et korstævne med en hel del kor fra omegnen. Vi skal indøve nogle klassiske værker og slutte af med en koncert søndag eftermiddag. Dette indlæg handler om "den østrigske dirigent", som jeg desværre ikke husker navnet på.
Grunden til at jeg - igen - kom i tanke om denne weekend og denne dirigent, er, at en veninde og jeg kom til at snakke om, hvilken dag i vores liv der havde været den lykkeligste. Sikke noget at snakke om, for det kan man vel ikke sådan sige! Mine børns ankomst selvfølgelig, mine bryllupsdage, og videre i den dur. Men nej - i mange år har der for mig stået en helt særlig aura om denne weekend og især: Denne dirigent.
Han var som sagt østriger - det husker jeg - og talte tysk. Nu er jeg ikke speciel skrap til tysk, men det var heller ikke sproget som sådan, der var betydningsfuld. Jeg har sunget i kor fra jeg gik i 3. klasse og videre op gennem mit voksne liv, så jeg havde da været udsat for en hel del dirigenter, også ganske gode og professionelle.
Men denne lille og lidt undseligt udseende mand - indtil han gik i aktion - fik denne weekend til at blive ikke blot uforglemmelig, men endog faktisk min lykkeligste dag - eller dage. Vi indstuderede bl. a. Mendelsohn-Bartholdy og Alban Berg, husker jeg. Og når han så begyndte at dirigere, skete det magiske!
Nu kan det godt være, at garvede musikere eller korister siger: Åh, er det noget! Men ja, det VAR noget for mig. For denne mand løftede musikken op på et plan, hvor jeg ikke tidligere havde oplevet den. Han kunne med ganske få ord - men derimod med et fantastisk kropssprog - "fortælle" os, hvordan han ønskede, at vi skulle synge. Her gik det virkelig op for mig, hvilken fantastisk kunstart direktion er - og hvor meget der kan udtrykkes med ganske lidt gestik, hvis den kombineres med dirigentens karisma og faglige dygtighed. Han nærmest underspillede sin rolle, og han hvilede totalt i sig selv og sin rolle. Hans stemme var lavmælt men intens, hans hænder svævede og insisterede helt uden man tænkte over det, og man KUNNE ikke andet end følge ham! Det var magisk! Fortryllende!
Og jeg var lykkelig - helt og fuldstændig lykkelig - over at opleve ham, over at kunne forstå ham, over musikken, over samværet, over fællesskabet. Over at skabe disse øjeblikke, som musik er. Over at komme helt ind i denne musik p.g.a. denne mands evner til at nå ud til måske 150 mennesker, som fulgte hans mindste vink. Jeg får stadig, når jeg tænker på det, lyst til at græde af lykke, for det var så helt helt anderledes end hvad jeg havde kendt til indtil da. Og det står stadig for mig som min lykkeligste dag.
Jeg har skrevet om andre mennesker, som med deres personlighed og karisma har berørt mig dybt. Denne mand oplevede jeg kun en weekend, men jeg kan stadig se ham for mit indre blik, jeg kan stadig høre ham, og jeg kan høre musikken, og "Hebe deine Augen auf Zu den Bergen.
https://www.youtube.com/watch?v=8nAMR41x1UY
Jeg har ikke gjort mig umage med at finde den bedste udgave overhovedet, men denne her er udmærket, - men magien kan du måske ikke fange - det kræver måske et nærvær og at være der selv. Men Mendelsohns musik er dog egnet til en højere lykke, så lyt blot!
Men jeg vil til evig tid mindes denne østrigske dirigent med dyb taknemmelighed, for han gav mig en oplevelse helt ud over det sædvanlige. Og musik kan noget, som mange ord ikke kan. Den kan bl.a. nå ind til en åndelighed, som måske ligger dybt gemt i os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar