Taknemmelighed

Taknemmelighed er en gave. Jo jo, det passer! Og det er ikke omvendt, at hvis man får en gave, bliver man taknemmelig! Det kan man selvfølgelig godt blive, forhåbentlig da, - men det overhovedet at kunne føle taknemmelighed, ER en gave.

De fleste har prøvet at have denne jublende, boblende følelse af liv indeni, hvor man føler at livet er skønt, stort, uudgrundeligt - - Det er nok ikke en følelse, man sådan går rundt og har hele tiden, men den melder sig nu og da. Men taknemmelighed rummer den egenskab, at den vil rettes mod nogen. Man kan ikke "komme af med den" ellers, kan ikke blive ved at rumme den. Det er som om den tilhører noget udenfor os selv. For mig er den selvfølgelig rettet mod Gud, og jeg tænker: Hvor gør ateister af deres taknemmelighed? For jeg mener jo ikke den slags taknemmelighed, som findes mellem mennesker. Det er klart, at den så tilhører den anden, som er årsag til din taknemmelighed.

Men den eksistentielle taknemmelighed - den, der siger, at alt er såre godt. Også selv om der findes ondskab, nød og elendighed i verden. Jeg ved godt, at visse mennesker vil mene, at jeg da ikke kan tillade mig at mene, at alt er såre godt, når nogen lider ondt. Og at jeg da kan sagtens, når jeg har mit på det tørre. Ja, netop: Jeg kan vel nok sagtens, og derfor er jeg også taknemmelig. Eller skulle jeg, fordi nogen lider ondt, ophøre med at være taknemmelig? Nej da, så sandelig ikke.

Taknemmeligheden hviler i sig selv. Når den er rettet mod sit ophav, hviler den i sig selv. Men nogle gange giver den anledning til en handlen. Jeg får ligefrem LYST til at gøre noget godt. Hø hø, det var da li' godt mærkeligt!!! Og det er hverken fordi jeg er særlig from, hellig, et specielt godt menneske - nej, det er fordi jeg drives dertil af denne altomfattende taknemmelighed. Det kan være at invitere en eller anden på en middag, at ringe til en kær veninde, at sende en kærlig sms, ja det kan være alt muligt som muligvis er småtterier, men som et andet menneske kan blive glad for.

Men hvad nu hvis jeg ikke har fået taknemmelighedens gave? At jeg føler livet går mig imod, at jeg netop er modløs, trist, min hverdag synes grå. - Jo da, det har jeg prøvet ret så tit. Og så er det, at jeg griber til "redskaberne". Jeg har nogle stykker, jeg kan vælge imellem. En af dem hedder, at jeg hver dag, inden jeg lægger mig til at sove, skriver en taknemmelighedsliste på mindst 10 punkter. Det skal være ting, jeg har været taknemmelig for i den dag, der er gået. Nå, men hvis jeg nu ikke har været det? Så skriver jeg 10 ting som min dag har indeholdt, som jeg KUNNE være taknemmelig for, hvis jeg altså havde kunnet. Jeg ved af erfaring, at det hjælper. Hvis man kan bede, så skal man selvfølgelig gøre det. Og også klage sin nød til Gud. Men hvis man ikke kan bede, er det godt at have noget konkret at kunne gøre, som f. eks. at skrive taknemmelighedslister.

Nogle gange har jeg også nedskrevet alenlange lister over alt det, der bekymrede mig. Og opdaget, at de fleste heldigvis aldrig blev til noget. Men det kan også være godt at gøre for at skille skidt fra kanel. For noget kan man gøre noget ved, og andet kan man kun lade være.

Jeg holder meget af sindsrobønnen, og bruger den hver gang jeg skal skille ad, hvad der er mit ansvar og hvad der er andres.

Gud - giv mig sindsro
til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre;
mod til at ændre de ting, jeg kan
og visdom til at se forskellen.