For mange år siden - vistnok i begyndelsen af 80'erne, var jeg på Danske Kirkedage i Ålborg. Jeg har været på Kirkedage flere gange, men dette år glemmer jeg aldrig. Og det skyldes, at jeg traf Gottfried Grünewald. Der er ingen grund til at anonymisere hans navn i det, jeg nu vil skrive:
Jeg havde bl.a. meldt mig til en workshop i kristen meditation, og det glædede jeg mig helt vildt til, ikke mindst fordi jeg havde haft kontakt med en gruppe, som dyrkede en New Age-form for meditation, og det havde jeg set nogle sørgelige resultater af. Gottfried skulle undervise, og vi var et meget stort hold.
Gottfried var jesuittermunk; men han lignede enhver anden ung mand i sin påklædning og udseende i det hele taget. Han bar cowboybukser og sweater, havde sort fuldskæg og sort hår, og var i det hele taget en meget smuk mand. På dette tidspunkt var han leder af den katolske kirkes ungdomsarbejde i Danmark, så vidt jeg husker. Og så var han jo naturligvis katolik. Og nu havde jeg jo lært af min grundtvigianske farfar, at katolicisme skal man holde sig langt fra. Det er noget djæwelskaw! Men Kirkedagene er jo økumeniske, og jeg mødte med åbent sind.
Hver dag i 5 dage underviste Gottfried. Og da Kirkedagene var omme, var jeg blevet temmelig meget klogere på kristen meditation. Men hvad jeg havde oplevet som noget helt særlig stort, var Gottfried. Jeg har aldrig hverken før eller siden mødt et menneske med en sådan karisma. Helt uden undtagelse. Han talte i et letforståeligt sprog, men med et dybt personligt engagement og en inderlighed - med både alvor og humor - så i hvert fald jeg blev meget berørt af det. Han havde selv gået hele vejen med bøn og meditation, og han kendte til alle faldgruber og forhindringer og kunne formidle det til os, så vi forstod det. Han talte ikke som nogen ophøjet og salvelsesfuld person, så langtfra, nej han talte ind i vores hverdag, og han fangede vore spørgsmål og gjorde sit yderste for at gribe personen der, hvor han var.
Jeg var nærmest høj hele ugen, og hver dag når jeg kom hjem til de venner, jeg boede hos, måtte jeg fortælle om Gottfried. Jeg fortalte Gottfried, at jeg følte mig som i himlen eller noget i den stil. "Så skal du bare huske at opføre dig ligesom en bold, når du kommer hjem - så du ikke lander med et bump, men derimod som en bold, der hopper op igen. Husk at give efter i knæene", sagde han på sin særlige varme og humoristiske måde.
Jeg har aldrig glemt hans ord, og jeg har aldrig glemt Gottfried, skønt det var den eneste gang, jeg mødte ham. Mange år senere fortalte jeg om mit møde med Gottfried til en af lærerne på Teologi for Lægfolk i Århus: "Ja", sagde han, "Gottfried var også min indgang til en positiv holdning til katolicismen". Jeg er slet ikke i tvivl om, at denne mand har betydet uendelig meget for rigtig mange mennesker. Det har han slet ikke kunnet undgå med den enorme aura af ånd, varme, hjertelighed og ydmyghed, som jeg så hos ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar