søndag den 11. august 2013

Facobook: Det virkelige liv!

Facebook er ikke det virkelige liv, har jeg lige hørt ved en gudstjeneste i dag!! Der blev jeg ligodt forbavset.... Hvad er det da så? Det forkerte liv måske?

Selvfølgelig ved jeg jo godt, at vi er mange, der leger idyl. At vi overromantiserer vore liv. At vore børn, svigerbørn og børnebørn altid er nogle af Danmarks bedste, sødeste, klogeste og mest charmerende. At vores mad, hjem, udseende, venner, familie osv ikke findes meget bedre! So what???Dem, der kender os personligt, tror alligevel ikke på det, og dem, der ikke kender os personligt, er totalt ligeglade. Så hvad er det, vi leger?

Måske skriver vi vore drømme om det perfekte liv ned i vore statusopdateringer. Måske er den eneste, vi virkelig kan bilde noget ind, os selv. Måske forsøger vi at realisere tidens mantra, at tænke positivt. Hvis jeg gentager det tilstrækkeligt mange gange, kan det jo være, jeg får det perfekte liv.

Jeg har efterhånden været på facebook i en hel del år. Til at begynde med var det mine børns ide, fordi det var nemt at sende billeder og små beskeder til mig. Og jeg opdagede, at jeg fik en tættere kontakt til mine mange nevøer og niecer, hvad jeg har været og stadig er rigtig glad for. Jeg fik også en virkelig god veninde, som jeg ikke kendte i forvejen, og som jeg har skrevet med og stadig skriver med, og ind imellem besøger vi hinanden. Jeg opdagede diverse grupper, som dyrkede nogle af mine nørdede interesser for sprog, og kom herigennem i kontakt med mange dejlige mennesker, hvoraf jeg har mødtes med en del, og stadig håber jeg at se flere af dem.

Men at facebook ikke skulle være det virkelige liv, vil jeg ikke give vedkommende præst ret i. Selv om man er på facebook, bør man opføre sig lige så ordentligt, som hvis man mødes  ansigt til ansigt. Den samme etik gør sig gældende som altid: Vær mod andre, som du ønsker andre skal være mod dig. Lad være at "gøre gengæld", hvis nogen er trælse. Tag ikke hovedet under armen d.v.s. skriv ikke noget, som er for udleverende - i hvert fald kun af dig selv. Men forvent heller ikke kun rygklapperi eller 25 likes.

Jeg har oplevet, at nogle mennesker ikke vil diskutere på deres væg, men netop kun vil bekræftes i, hvor ret de har i deres - oftest forargede - meninger. Det forarger mig! For mig er dette forum netop egnet til at lufte meninger og blive klogere. Og det bliver man altså ikke ved kun at ville bekræftes. Jeg vil i hvert fald gerne siges imod, det er da derudaf, at man vokser. Men der er altid nogen, der tror, at vi er uvenner, hvis vi ikke mener det sammen. Sikke noget vås. De mennesker, jeg holder allermest af at debattere med, er bestemt ikke dem, jeg er mest enig med, men dem som har respekt nok for sig selv og andre til at gå ind i en frugtbar dialog.

Facebook bør selvfølgelig ikke forhindre folk i at mødes. Men helt ærligt: Det tror jeg heller ikke, at dette medie gør, nærmest tværtimod. Fordi man kan holde kontakt med mennesker, man ellers helt ville have droppet, er det lettere at tage kontakt, hvis man vi ses.

Så jo . facobook ER det virkelig liv!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar