Det var i den tid, hvor hormonerne raslede rundt i kroppen, og hvor jeg var mere interesseret i drengene end i fysik og kemi. Vi sendte sedler rundt til hinanden, og jeg havde det med at slå en skvalder op, når noget var sjovt, og der skulle ikke ret meget til.
Svendsen var en skikkelig lærer, - altid meget velsoigneret og pænt påklædt. Han var ikke den store pædagog og underviser, men gjorde sandsynligvis sit bedste. Han gik i Halgrensko, hvad der dengang ikke var så mange, der gjorde. Det kom først lidt senere. Engang imellem blev han træt af os, ikke mindst af mig, hvad man ikke kan fortænke ham i: "Ingrid, KAN du ikke lære at le lidt behersket"? sagde han, hvilket afstedkom endnu en skvaldren.
Men engang tog jeg fusen på ham. Vi havde kemi, og han havde slynget om sig med H2O'er og diverse andre kemiske udtryk. Jeg spurgte ham: "Ved De så, hvad CA - CAO er"? Han tænkte en del, og sagde så nej. "Kakao", svarede jeg. Så grinede han, og rystede opgivende på hovedet.
Men jeg må være kommet over den værste skvalderperiode, for han underviste også i aritmetik og geometri, hvad min veninde og jeg valgte på højeste niveau, skønt ingen af os var noget lys til matematik. Men vi ville ikke finde os i at skulle have pigeregning - ja, det kaldtes det - så vi knoklede os igennem de 3 år i realen og fik da også begge bestået eksamen i matematik.
Mange år senere havde jeg en ven, som var i familie med Svendsen. "Lad os tage ud og besøge ham", sagde Bent, min ven. Som sagt, så gjort. Da vi kom derud og havde hilst på ham og konen, sagde Bent at jeg var en af hans tidligere elever, og om han kunne kende mig. Jeg havde med vilje ikke sagt mit navn. Ne-ej, det mente han ikke, at han kunne. Vi snakkede lidt videre, indtil jeg kom til at grine: "Ingrid"! sagde han så prompte.
Engang hvor jeg kom ud til Bent, fortalte han, at Svendsen havde begået selvmord. I garagen i sin bil. Han var alkoholiker og orkede sandsynligvis ikke mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar