Jørgen var uddannet maler og var også kunstmaler. Jeg lærte ham at kende, da han var militærnægter på Quedens gård, hvor han mest arbejdede som konservator. Han lavede også plakater, når der var en ny udstilling på Quedens gård. Min mand dengang havde startet en lokalafdeling af en fritidsvirksomhed, som Jørgen begyndte at komme i. Mange af dem, som kom der, var tilflyttere som vi selv, så vi begyndte at omgås hinanden en hel del. Jørgen kom ofte i vores hjem, og han blev en rigtig god ven.
Da jeg havde fødselsdag, overraskede han mig ved at forære mig et maleri. Men det jeg blev allergladest for, og som han havde skrevet på et kort, der var stukket ned på bagsiden, var de ord, han havde skrevet til mig: Som alle mennesker ved, er solen anbragt på himmelen for at give lys. - Nogle mennesker kan hjælpe solen med at gøre verden lysere. Du er en af dem!
De ord har jeg gemt i mit hjerte, og jeg tager dem frem hver gang jeg gribes af modløshed. De varmer og trøster mig.
Jørgen kaldte sig selv inkarneret ungkarl, han var dengang 30, hvor vi andre var i begyndelsen af 20'erne. Min mand og jeg flyttede fra byen og vi sås ikke længere så tit med Jørgen. En dag fik vi et kort fra et sted i Sønderjylland, hvor Jørgen skrev, at han var blevet gift. Oveni købet med en af pigerne fra vores gruppe.
Min mand og jeg blev skilt, og jeg besøgte Jørgen og hans kone i deres lejlighed. Jeg spurgte, hvorfor de aldrig kom, og om vi ikke skulle ses lidt oftere. Det skulle vi ikke, fik jeg besked på. For nu var de et par, sådan var det! Jeg forstod ikke meningen, men sørgede over, at jeg ikke skulle se Jørgen. Flere år senere var jeg sammen med den gamle gruppe, hvor Jørgen også var. Han var også blevet skilt. "Det skulle have været dig, Jørgen", sagde jeg sådan lige ud i luften". "Ja, det skulle det", sagde han stille. Jeg blev forbavset, for der var en alvorlighed over ham, som jeg mærkede dybt i mig. "Jamen - hvorfor..." mumlede jeg. "Det kunne jeg ikke gøre overfor Poul", sagde han
Jeg tænkte meget over det. Jeg vidste det ikke. Han havde aldrig ladet mig mærke det. Og JEG - jeg havde snakket med HAM, når Poul gjorde mig ked af det. Han forsvarede Poul og trøstede mig. Jeg har i mange år undret mig over, at han var i stand til at sætte sine egne følelser til side, fordi han ikke ville være en lort overfor en ven. Jeg tror desværre ikke, jeg selv ville have været et lige så fint menneske.
Senere fandt jeg ud af, at hans kone var jaloux på mig, og derfor havde han lovet hende, at han ikke ville ses med mig mere. Men hun fandt en anden, og Jørgen var igen alene.
En dag fortalte Poul mig, at Jørgen var død. Han havde holdt nytårsaften med nogle venner på Sjælland, og om natten var han gået ud i vandet - og var blevet ved med at gå. Poul sagde, at Jørgen havde haft psykiske problemer i lang tid.
Jeg har i mange år haft alle hans plakater fra Quedens gårdtiden hængende smukt indrammede på mine vægge. Mit mausoleum, kaldte han det selv, mens vi endnu sås. Men for 5 år siden besluttede jeg, at nu måtte det være slut. Plakaterne gik videre til næste generation, som holdt meget af dem. Men Jørgens maleri hænger et særligt sted, og det skal jeg aldrig skilles fra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar