tirsdag den 16. juli 2013

Mennesker i mit liv 3. Fru Sølvhøj!

Det hed hun selvfølgelig ikke, men det hedder hun her. Hun var mor til en veninde, jeg havde som barn, ung og et stykke ind i voksenlivet. Jeg var ca 5 år, da jeg lærte Inger at kende og blev veninde med hende. Inger var en efternøler. Hun havde en bror og søster, som begge var voksne. Broderen sejlede ligesom faderen på langfart. Søsteren var gift og boede i byen. Så derfor var Inger i praksis alene med sin mor. De boede i en lille 2-værelses lejlighed i "min" gade.

Det var interessant at være med Inger hjemme. Når hendes mor var hjemme, var det særlig interessant, fordi hun var så helt anderledes end min egen mor, og hjemmet dermed også.

Fru Sølvhøj gik med knaldrøde negle og læbestift. Det var lidt sejt, syntes jeg, men jeg havde en fornemmelse af, at det også var lidt frækt. Sikkert fordi min egen mor aldrig gik med neglelak, og kun sjældent brugte læbestift, og så ikke ret meget, og i hvert fald ikke knaldrød. Desuden havde fru Sølvhøj hul i ørerne, hvad der ikke var så mange, der havde dengang. Og hun havde altid nogle dråbeformede guldøreringe på. Af en eller anden ubestemmelig grund, syntes jeg også, at det var lidt vovet.

Hun kunne finde på at sige: "Jeg gider ikke at lave aftensmad i dag". Sikke noget at sige!! I mit hjem var ordet GIDER nærmest lig med et bandeord. Det var helt forbudt at sige. Og ikke at lave aftensmad. Jamen det KUNNE man da ikke! - Så sagde Inger: "O.k. jeg kan godt nøjes med makaroni" Det kunne Inger nemlig rigtig godt lide. Så fik de det,  med hvid sovs til. De fik tit makaroni! Jeg spiste engang imellem med. Hvis det gik højt, fik man røde pølser til.

Når jeg sov hos Inger, hvad jeg ofte gjorde når fru Sølvhøj var til banko, sov jeg i dobbeltsengen ved siden af fru Sølvhøj. Inger sov i sin egen seng, som selvfølgelig også stod i soveværelset. Fru Sølvhøj læste altid, når hun var kommet i seng. Bøger! Jeg var temmelig fascineret af, at hun kunne ligge på ryggen og holde bogen, mens hun læste - godt nok med et par tykke puder under hovedet, men alligevel!

Fru Sølvhøj havde nogle få timers arbejde, hvor hun bagte vafler til vaffelis. Engang imellem gik Inger og jeg ud til hende, og så fik vi lov at få de vafler, som var gået i stykker, eller havde fået lidt for meget. Jeg kunne sidde og se hende bage vafler i timevis. Hun hældte dej i en form, flyttede maskinen så den næste form trådte frem - der var vel 8 - 10 forme på cirklen. Og når den første kom tilbage til hende, var den bagt, hvis hun havde rubbet neglene og det var hun aldeles ferm til. Men der måtte ikke gå kuk i det, for så blev vaflerne ikke bagt lige præcis så lysebrune, som de skulle være.

Engang imellem fik Inger en pakke fra sin storebror eller sin far, som de havde sendt hjem. Så guffede vi engelske flødekarameller og vingummi i en uendelighed. Fru Sølvhøj sagde aldrig, at det kun var om søndagen, vi måtte spise slik, eller at vi skulle gemme noget til senere. Vi kunne æde alt det, vi gad, det var hun helt ligeglad med. "I må selv døje med det, hvis I får ondt i maven", sagde hun. Det fik vi også nogle gange, men det afholdt os ikke fra at voldæde næste gang.

Der var ALTID ryddet op og rent i Ingers hjem. Og hvis jeg havde leget der, skulle jeg altid hjælpe med at rydde op, inden jeg gik hjem. Rimeligt nok. Men det gad Inger ikke altid, når vi legede hos mig. I den retning var Inger ikke fair. Fru Sølvhøj gik altid og rystede puderne i sofaen og lænestolene, hvis man havde siddet der, for de skulle sidde på en helt bestemt måde, og på den rette plads. Ikke bytte om på nogen.

Og så røg hun cigaretter. Mange cigaretter. Så når hun var hjemme var der tykt af røg, men det var jo ikke noget, man tog sig af dengang. Hendes fingre var fuldstændig gule i yderste led på de fingre, hun holdt cigaretten med. Det havde jeg kun set hos ét andet menneske.

Det gik som det nogle gange gør med Ingers og mit venindeskab. Hun og hendes mand flyttede til en fjern landsdel, og vi mistede forbindelsen med hinanden. Men jeg glemmer hende aldrig, og bestemt heller ikke hendes mor, som viste mig, hvordan et hjem OGSÅ kunne være! Helt helt forskelligt fra mit eget!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar