onsdag den 14. maj 2014

Pæne mennesker - og deres pæne kommunikationsform.

Kommunikation er en svær kunst, men ingen af os kan undgå den, med mindre vi lever på en øde ø!
I dag har jeg tænkt over et specielt aspekt ved kommunikation.  Nemlig formen, som jeg vil kalde den. Måden vil andre kalde den. Facon'en. Stilen.

Nogle mennesker kan f. eks. ikke læse, hvad Sørine Gottfredsen skriver, fordi hendes form er temmelig direkte. For dem spærrer formen for indholdet. Det samme gør - eller gjorde - sig gældende med Jesper Langballe og Søren Krarup. Det er også sådan en tidehvervsk ting ikke at gå op i formerne, ikke at bruge tid på det pjat, men derimod koncentrere sig om indholdet. Engang imellem kan man endog fristes til at tro, at de er lidt uforskammede med vilje! Netop for at demonstrere dette forhold.

Nu kan man godt mene, at folk generelt bør opføre sig ordentligt, og hvis man vil nå ud til den brede befolkning, bør man have en facon, som ikke i sig selv frastøder. Alt andet er da dumt, hvis man gerne vil høres.

Men jeg kan godt lide det. Jeg synes, det er dejligt befriende og forfriskende ikke at blive sukret ind i hensynsbetændte ord. Jeg synes, at formen skal understøtter indholdet. For hvordan skal folk forstå, at man er vred, hvis man ikke også i formen viser, at man er det?

I privatlivssfæren kan man opleve det samme. "Du kunne godt have sagt det på en pænere måde", har jeg også ind imellem fået at vide. Det har vedkommende sandsynligvis fuldstændig ret i. Det er ikke oplagte uforskammetheder, jeg er ude i her, - nej, det er enkle og alligevel betydningsfulde ting. Jeg siger f. eks.: Jeg vil gerne have, at du bruger min datters navn, og ikke kalder hende for forbogstaver. Her skulle jeg have sagt: Vil du ikke godt være sød at kalde min datter ved hendes navn, i stedet for at bruge forbogstaverne.

Kan det ikke være lige meget? Nixen bixen, Karen Blixen! I mit udsagn stiller jeg et krav til den anden. I rettelsen er jeg appellerende til den anden. Det føles rarere for den, jeg snakker med (har jeg fået at vide). Til gengæld føler jeg mig mere underdanig i sidste tilfælde, hvor jeg i første ganske enkelt gav udtryk for mit behov. Men det er rigtigt, at det lyder som et krav. Det var det også ment som, så hvorfor skulle jeg skjule det?

Da jeg i sin tid lærte om gestaltpsykologi og -pædagogik, var et af slogan'erne: Bed om, hvad du vil have - græd hvis du ikke kan få det. Jeg synes, det er en fantastisk enkel og god måde at kommunikere på. Jeg ved godt, at konteksten som regel er noget med, at den anden ikke kan gætte ens behov, så derfor bør man melde klart ud, ikke mindst i parforhold. Men den siger så sandelig også, at man skal lære at sige og udtale, hvad det er, man gerne vil have i diverse menneskelige forhold. Mennesker går alt for ofte fejl af hinanden, fordi man tror, gætter sig til, eller netop ikke gætter sig til den andens ønsker og behov. Og krav!

Hvorfor er det ikke et gode at stille krav til hinanden? Hvorfor er der nogen, der synes, at det må man ikke? Vi gør det da hele tiden, må vi bare ikke udtale det, eller hvad? Tænk, jeg synes, at det ville blive meget mere enkelt og tydeligere at kommunikere, hvis man ikke hele tiden skulle gå op i formen.  Men selvfølgelig: Hvis jeg ikke bliver hørt, så...

Ja, hvad så? Så gentager jeg, indtil jeg bliver hørt. Så nemt er det!!!

Og hvad gør man så, hvis den anden ikke vil eller kan opfylde ens krav? - Så græder man. I forskellige grader og betydninger. For du kan eller skal jo ikke tvinge den anden, "med djævlens vold og magt".

Åh, der er så mange misforståelser, så meget ævlevævle, som mennesker roder sig ud i, fordi de ikke magter at sige tingene ligeud, uden omsvøb. Men omsvøbene kan blive så indviklede, så budskabet helt bliver væk. Hvor ser jeg dog ofte det. Og så glemmer man også tit, at kropssproget alligevel afslører en, og hvis det ikke passer med, hvad der bliver sagt, så tror modtageren mere på kropssproget.

Jeg går ind for venlighed, hensynsfuldhed og ordentlighed - ingen tvivl om det. Men redelighed og ærlighed kræver nogle gange en direkthed, som ikke skal sovses ind!! Og hvis du harmes, gør du det sandsynligvis ikke med et smil. DET er i hvert fald den sikre vej til at blive misforstået!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar