torsdag den 15. maj 2014

Hvad betyder ordet "behøver"?

Kommunikationens veje og vildveje!

"Du behøver ikke lave flere retter", sagde han.

Tolkning:

1. Jeg ved, at det tager lang tid at lave flere retter. Er det derfor, han siger det? Fordi han gerne vil tage hensyn til mig og skåne mig for at skulle bruge for lang tid og for mange kræfter på det?

2. Jeg kan ikke spise så meget. Er det en pæn måde at fortælle mig på, at han helst vil nøjes med lidt mindre, men at han jo da ikke vil såre mig ved ikke at spise alle mine retter, hvis jeg nu har lavet dem?

3. Jeg vil hellere have mere af en hovedret.  Kan han i virkeligheden bedst lide at spise tre portioner hovedret, end at få forret og dessert også?

4. Jeg bliver for fed. Er det en pæn måde at bede mig om at hjælpe ham med ikke at tage for meget på?

5. Jeg har det ikke godt i min krop, hvis jeg spiser for meget Men føler han, at det er lidt uforskammet overfor mig og min mad, hvis han siger det direkte?

6. Jeg synes det er spild, at du skal bruge så lang tid på at gøre noget for mig, for jeg kan lige så godt lide kun at få en ret. Fortæller han mig bare, hvordan han helst vil spise?

7. Hvis du gør det for min skyld, er det en fejltagelse, for jeg vil helst kun have en ret. Tror han, at jeg tror, han helst vil have tre retter, fordi jeg gerne vil gøre det så godt som muligt? Og så forsøger han at fortælle mig det på en pæn måde?

8. Men hvis du gør det for din egen skyld, skal jeg da gerne spise det sammen med dig. Ordet "behøver" indikerer også, at jeg da godt må lave tre retter, og hvis jeg gør det, skal han da gerne spise det, som den velopdragne mand, han er.

9. Jeg føler, jeg kommer til at stå i gæld til dig, hvis du gør for meget ud af det. Og det er et problem, for jeg kan ikke lide at skylde nogen noget.

Nu er det slet slet ikke, fordi jeg absolut vil problematisere dette, for jeg kan jo bare spørge ham. Og desuden plejer han at være glad, uanset om jeg laver en eller tre retter mad. Men indtil jeg får det gjort, hygger jeg mig ved at overveje det interessante i hans udsagn, og hvad ordet "behøver" egentlig siger.

Og slige ting kan jeg få rigtig lang tid til at gå med - det ER da interessant, hvad ord og vendinger betyder, og hvor forskelligt vi kan tolke på dem. Og hvor ER der store muligheder for at gå fejl af hinanden, hvis ikke vi får kommunikeret klart. - Men måske er det, i visse tilfælde, slet ikke meningen???

Ingen kommentarer:

Send en kommentar