Hvad gør du, når nogen fornærmer dig?

Hvad gør du, når nogen fornærmer dig?

1. Bliver sur og sætter aldrig dine ben der mere
2. Giver igen af samme skuffe
3. Prøver at retfærdiggøre dig
4. Bliver ked af det

Selvfølgelig kommer det an på situationen, hvem det er osv osv. Men jeg har i den sidste tid oplevet nogle episoder, som har givet anledning til undren.

A går til yoga og er rigtig glad for det. Desværre hænder det, at hun falder i søvn, når der slappes af. Det gør jo ikke noget, men hun kan komme til at snorke. Og det er hun flov over og ked af. Så da det sker - igen - siger yogalæreren: Jeg tror, du skal lægge dig på siden, så kommer du ikke så let til at snorke. Så sker der det, at A bliver fornærmet.  Hun føler sig udleveret, ikke forstået. Så nu er hun bare helt færdig med at gå til yoga. (Reaktion 1.)

B har et møde med sin bankrådgiver. Hun vil gerne have styr på sine pensionsforhold, da hun bliver folkepensionist i år. Bankrådgiveren har fået diverse oplysninger inden mødet, så hun kan forberede sig. Det viser sig, at bankrådgiveren ikke har forberedt sig særlig godt, for der er en del, hun lige skal tjekke under mødet. Bankrådgiveren beklager sig til B over, at hun ikke har givet fyldestgørende oplysninger. Men B bliver fornærmet og tager til genmæle og siger, at bankrådgiveren jo er eksperten, og at hun burde have fortalt inden mødet, at der manglede noget, det er ikke kunden, der skal vide dette. (Reaktion 2.)

En ven har i en mail kaldt C for negativ og kynisk, og det bliver han meget fornærmet over. Næste gang de ses, har C 10 sider med forsvar med, og han fyrer dem af et for et, så vennen helt bliver sat til vægs. (Reaktion 3)

D har glemt et møde med en veninde, Veninden skælder ud i vendinger, så D bliver temmelig fornærmet. Men hun siger ikke noget, fordi hun føler, at veninden har ret, og D bliver bare så ked af det, for hun er glad for veninden og forstår slet ikke, hvordan hun kan sige sådan. (Reaktion 4)

E har købt et par ret dyre bukser, men da hun prøver dem derhjemme, synes hun, de er for lange, så hun går op i forretningen for at se, om hun evt. kan få dem med lidt kortere ben. Hun vil godt have ekspeditricen til at kigge på det, men denne siger, at det er der ingen grund til, for det har hun gjort, og der er ikke nogen, der er med kortere ben. E bliver fornærmet, tager sine bukser og går, og vil aldrig handle der mere. (Reaktion 1.)

Nu har jeg i alle tilfældene kaldt det fornærmethed. Det kunne vel også kaldes meget andet, men for sammenligningens skyld synes jeg, det er interessant at det stort set er samme følelse, der er på spil, skønt årsagen til følelsen kan være vidt forskellig.

Hvordan reagerer vi på fornærmelser? Vender det indad eller udad? Bliver vred eller ked af det? Retfærdiggør os selv eller giver den anden skylden? Hvis man ikke tager til genmæle, bliver man røvrendt, har jeg en ven, som siger.

Ovenstående eksempler siger også noget om, hvor stærkt følelser kan påvirke vores handlinger, og hvor vidtrækkende konsekvenser, det kan få. Det er da ærgerligt at måtte droppe en aktivitet, man ellers er glad for, fordi man har følt sig fornærmet. Det er da en skam ikke at kunne handle i en butik, hvor man ellers får gode varer, fordi man er blevet fornærmet. Det er også anstrengende altid at skulle forsvare og retfærdiggøre sig selv i lange baner. Jeg var engang på et kursus i assertion - det er noget med at kommunikere på en insisterende måde, så man bliver forstået og hørt uden at tromle andre. Men svært at efterleve, skulle jeg hilse og sige!

Nu er disse eksempler jo i småtingsafdelingen. Det er straks værre og langt mere omsiggribende, når nære familiemedlemmer eller venner bliver så fornærmede, så de bryder kontakten helt. Det er godt at vide, at den måde, jeg selv reagerer på, er et valg, jeg har truffet. Jeg KUNNE have reageret anderledes. Det er IKKE den andens skyld, HVORDAN  jeg reagerer.

Det er kun, hvis man vil være et hjælpeløst offer, at man tildeler andre mennesker så stor betydning i sit liv, så man mener, det er deres skyld, hvordan man reagerer. "Han fornærmede mig, så det var hans skyld...." - Ja, men JEG valgte, hvordan jeg ville reagere på den fornærmelse, så det er MIN skyld, hvad konsekvensen blev.

Jeg kender da udmærket til at befinde sig i sine følelsers vold, men der er jo en tid bagefter, hvor man kan tænke efter: Reagerede jeg nu hensigtsmæssigt? Ønsker jeg nu i virkeligheden de her konsekvenser? Hvis ikke, så må jeg lave det om, ændre mine handlinger, sige undskyld, komme tilbage, ja, hvad ved jeg!