Det er snart påske...

Det er snart påske. Og det tegner til at blive rigtig godt vejr. Det håber jeg i hvert fald. Jeg går ud i haven, strækker mig og trækker vejret dybt. Indsnuser den varme luft, mærker naturens fornyede kræfter, hører fuglene synge. Jeg går en runde i haven, Påskeliljerne er begyndt at spire, og snart springer de ud.

Jeg kommer til at tænke på et vers fra Grundtvigs salme: Påskeblomst, hvad vil du her?

Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.

- en dråbe stærk, drak jeg... Det er sagt så tit, at påsken er den største højtid for kristne. Jeg må indrømme, at det først er i de senere år, at jeg også personligt har følt, at det er sådan. Ellers har julen fyldt mest, hvad jeg tror, den gør for de fleste danskere. Men påsken? Det er jo her, kristendommen begynder. Det er ved den tomme grav. Det er forvirringen blandt nogle kvinder, som finder graven tom. Det er underet, at det forundes os at tro på, at Jesus stod op af graven.

Her i min have, en tidlig morgen, omgivet af begyndende spiren og naturens vågnen - her føler jeg atter, at det er sandt.

- og som ved et underværk.... bliver alting nyt. Levende. Kærligt. Mit liv har længe været sat mere eller mindre på stand-by p.g.a. sygdom, men denne morgen har jeg håbet om, at alt vil løse sig, forme sig til det bedste.

Skærtorsdags aftengudstjeneste med altergang i dunkel belysning er min egentlige påskeindgang. Langfredag med stilhed og eftertænksomhed. Og også lidt travlhed. For påskelørdag kommer alle børnene, svigerbørnene og børnebørnene hjem. Maden skal forberedes. Der skal bages. Bordet skal pyntes smukt med gule farver mellem det lysegrønne. Der skal være noget, de godt kan lide. Noget, jeg ved, de vil elske.  Det kan ikke nytte noget: Vi elsker at mødes og fejre højtiderne sammen, ikke mindst påsken, ved at spise sammen. Der er ikke noget bedre end at samles -  med glade stemmer, latter, genopfriskning af mange af familiekrønikerne.

Vi har hørt historierne 100 gange før, men de skal fortælles igen og igen. Lige som med evangeliet. Vi har hørt det så tit, men vi glemmer så let. Vi skal høre det igen og igen, for vi har så svært ved at forstå det: Kristus er opstanden, og det er til glæde for alle, ALLE.