Som 19-årig blev jeg ansat som husassistent på Ribe Sygehus. Arbejdet bestod mest af rengøring, hjælpe med maduddeling og lign. Vi var to husassistenter på den afdeling, hvor jeg skulle arbejde. Den anden, her hedder hun Maria, var 57, og havde været der i mange år. Hun havde haft et fantastisk forhold til min forgænger, en ung pige som jeg her vil kalde Vita. Hun snakkede om Vita i én uendelighed, om hvor dygtig hun var, hvor meget hun savnede hende, hvor godt de havde haft det sammen osv. Og det lå lissom i luften, at det kunne jeg på ingen måde hamle op med, og skulle heller ikke prøve på det.
Jeg passede mit arbejde pligtopfyldende, og var vellidt af de øvrige på afdelingen - sygeplejersker, sygehjælpere, portører, og de kom ofte op i køkkenet for at få en kop kaffe og en sludder.
Sidst i november tænkte jeg: Jeg må kunne gøre noget, som får Maria til at tø op over for mig. Så 1. december hængte jeg en sok op i køkkenet. Maria kom altid et kvarters tid før vi skulle møde, så lavede hun kaffe og sad ellers og lavede håndarbejde og røg. Jeg begyndte at møde før hende, kom en lille ting i hendes sok og lavede kaffe. Hun blev særdeles overrasket, men som dagene gik tøede hun mere og mere op, glædede sig til at se, hvad der var i sokken, og begyndte at snakke om sig selv og sit liv.
Om søndagen var der den tradition, at vi alle - selv vi husassistenter, - havde lov til at drikke kaffe på afdelingslederens kontor, sammen med det øvrige personale. De blev snart lige så ivrige efter at se, hvad Maria havde fået i decembergave, så der var et vældigt leben i køkkenet. Og husassistenterne på de omkringliggende afdelinger kiggede også tit ind. Og til søndagskaffen var selv frk. afdelingsleder vældig interesseret.
Nu ville Maria hækle en kjole til mig. Jeg skulle selv vælge farve og mønster. Nu spurgte hun mig til råds om sine børn og børnebørn, og fortalte glædestrålende, hvad der var sket. Jeg undrede mig, men havde jo faktisk opnået, hvad jeg ville.
Siden har jeg tit tænkt på denne tid i mit liv. Måske var Maria bare usikker på, hvad jeg var for en, for jeg havde jo fortalt, at jeg ville til at læse, og det var der nogle af de andre husassistenter, som så skævt til: Troede jeg mon, jeg var mere end dem? Ak ja! Min erfaring efter et temmelig langt liv er da også at dem, der ikke har ret meget selvtillid og næsten ingen selvværdsfølelse, har meget let ved at se ned på mennesker, som er mere ambitiøse. Og at fortolke deres gøren og laden negativt.
Men Maria fik jeg da tøet op med bare en lille smule velvilje og imødekommenhed, føler jeg. Selv om jeg, hver gang jeg mindes det, har en lille smule dårlig samvittighed over, at jeg gav hende decembergaver, fordi jeg ville indynde mig hos hende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar