Her kommer en bagatelagtig iagttagelse. Men situationen som jeg vil fortælle om, kunne muligvis have haft store konsekvenser.
Mine naboer til alle tre sider har hunde. Det er i sig selv ikke noget problem, for de er alle virkelig søde og velopdragne. Men sidste år kom jeg gennem plankeværket til at overhøre en samtale mellem den ene af mine naboer og en veninde, hun havde besøg af. Veninden kastede en tennisbold til hunden, og så sagde min nabo: "Pas på du ikke kaster den ind i naboens (min) have, for så får du den ikke igen"
Så spidsede jeg ører! Hvad? Her gik jeg og troede, at de tennisbolde, jeg engang imellem fandt i haven, var et resultat af mine børnebørns leg.
Og så er det, jeg tænker: Hvorfor stikker min nabo ikke lige hovedet over plankeværket og siger: Gider du lige smide den bold ind til mig, vi kom lige til at kaste den forkert! HVORFOR???
Men siden har jeg da tjekket, om boldene hører til mine egne tre, som jeg normalt bruger til dyner m.m. hvis ikke børnebørnene leger med dem - eller de er kommet fra naboen. Og hvis det sidste er tilfældet, smider jeg dem over plankeværket ind i hendes have. Hvor svært kan det være!
Men jeg tænker: Tænk hvis nu jeg var blevet sur over den bemærkning! Nå, så hun tror, jeg stjæler hendes bolde. Sikke da en mokke! Hø - hun er sgu ikke for god selv. Jeg har godt lagt mærke til, at hun tager mine syrener, hvis de hælder over plankeværket. Eller mine blommer, hvis de falder ned på hendes græsplæne.
For en del år siden gik jeg og skiftede sengetøj ovenpå, da jeg pludselig kommer til at kigge ud af soveværelsesvinduet. Min New Dawn Rose, som var flot og storblomstrende, og som kravlede op af plankeværket, var ved at blive maltrakteret. "Nogen" rev i den fra den anden side af plankeværket. Jeg skyndte mig ned og kravlede op på plankeværket: "Hvad laver du"? spurgte jeg en yngre mand, som hev og sled i mine roser. "Jeg fjerner de grene, som rager herind. De stikker sådan". "Vil du ikke godt en anden gang sige det til mig, hvis klatrerosen generer dig, så vil jeg sende min havemand ind og beskære den på din side, så den ikke bliver ødelagt", sagde jeg. Mumle mumle til svar. Næste år spurgte jeg naboen, om vi skulle komme ind og beskære rosen. "Nej, den generer mig ikke", sagde hun.
Et år havde jeg en forfærdelig masse blommer, og mange af dem faldt ned i naboens have. Jeg spurgte hende, om hun ville have dem, så kunne hun bare tage dem. "Nej, jeg spiser ikke blommer", sagde hun. "O.k", svarede jeg. "Må vi gå ind i din have og samle dem op så"? "Ja ja", sagde hun. Og min Arne og jeg gik ind og samlede en masse op, og ryddede pænt op efter dem.
Jeg havde en stor blodahorn nederst i haven. En dag kom min nedrenabo ind og bankede på og spurgte stilfærdigt, om han måtte beskære nogle af de grene, som strakte sig ind over hans, for det kneb med sol hos ham. "Selvfølgelig", svarede jeg, "bare du ikke helt maltrakterer den". "Nej da", sagde han, "vi nyder da i høj grad det flotte træ".
Se, det er god nabostil!!
(Af uransagelige årsager var ovenstående indlagt blevet slået op, selv om det ikke var færdigt. Men nu betragter jeg det, i hvert fald foreløbigt, som færdigt!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar