Skændes tappert!!

" Vil du da have, vi skal skændes"? sagde hun, da jeg påpegede, at hun jo havde fundet sig i alt fra sin eksmands side. Samtalen gik i det hele taget ud på, hvor såret, skuffet, vred og frustreret hun var, efter at hendes mand ville skilles. Og selvfølgelig var hun det!

En anden god ven, som var overrasket over, at konen pludselig ville skilles, sagde: "Og vi har aldrig skændtes". "Er det godt"? spurgte jeg ham. Det blev han noget vred over.

Selvfølgelig mener jeg ikke, at par skal gå og skændes i tide og utide. Men hos mennesker med ovenstående holdning, hører jeg en mislyd. En holdning, hvor man har ment, at fred for enhver pris er at foretrække, og hvis man "siger imod", så skændes man.

At han trykker på midten af tandpastatuben, udhuler osten, glemmer at slå brættet ned osv anser jeg for ting, det er til at leve med.  Men hvis han gentagne gange kommer for sent, sløser med økonomien, flirter lidt rigeligt med andre, og i det hele taget ikke opfører sig respektfuldt og som en ligeværdig partner, så er partneren nødt til at sige noget. Ellers er hun jo "medskyldig". Det er naturligvis allerbedst, hvis man kan sige noget på en rolig og konstruktiv måde, så der kan komme en løsning ud af problemet, som det er til at leve med for begge parter.

Men mennesker er somme tider i deres emotioners vold, uanset hvor meget man prøver at opføre sig som et anstændigt menneske. Hvis man ikke har evnen til at blive vred over en krænkelse, er man en dørmåtte. Og dørmåtter har den funktion, at de trædes på og at andre tørrer fødderne af på dem. Så bliver man til en vatpik, en tøffelhelt og i det lange løb en uinspirerende partner.

Måske er grunden til ikke at ville skændes, at man er bange for konsekvenserne. Den der med at lægge den anden på is, lukke for det varme vand eller hvad der ellers kan findes på af lumpne og meget ufine metoder, skal man absolut holde sig fra. Det er uværdigt for begge parter. Vil du have et ordentligt forhold, må du opføre dig ordentligt.

Måske er grunden, at du er bange for din egen vrede. At du kan komme til at sige noget, du ikke mener. At hvis du først begynder, så er det som at prikke hul på en byld. Men se, det er jo netop, fordi du ikke har sagt til og fra fra begyndelsen.

Men når man lever livet tæt på et andet menneske, kan det ikke undgås, at der vil opstå meningsforskelle, holdningsforskelle, værdiforskelle osv. Og DU er ikke en ligeværdig partner, hvis du lader din partner slippe afsted med at leve i troen på, at alt er idyl, mens du skummer indvendig. Sandt er det, at man skal vælge sine kampe med omhu, men de daglige forskelle i meninger og justeringer i adfærd, skulle gerne foregå i gensidig respekt, og hvis tingene påpeges, før de bliver for store, er der skældent grund til at fyre det helt vilde brændsel af.

Jeg går ind for at leve et autentisk liv med et rent hjerte. Men hvis dit hjerte hele tiden forgiftes af partnerens gøren og laden, og du skal slå krøller på dig selv for at det hele glider - så vil jeg anbefale at I tager det op, og hvis det kommer til et skænderi, så vil jeg foretrække det, fremfor at leve i en sødsuppe, som det ikke er til at padle sig frem i.