Paradis på jorden?

Jeg støder af og til på udtalelser, som at "kirken bør kunne være et", og "i kirken bør der i det mindste være fred". Ja, jeg kunne også ønske, at alt var lutter idyl her på jorden. Men det ER det ikke, og heller ikke indenfor kirken. Der er store forskelle indenfor folkekirken, og der er frikirker og andre kristne trossamfund ovenikøbet. Der er meget, vi har til fælles, og der er meget, der skiller.
Men jeg mener, at det bør være sådan. Bør ikke det vigtigste af alt, - nemlig hvad vi grunder hele vort menneskesyn på, være til diskussion? Hvis alt er lige gyldigt, bliver det netop - ligegyldigt! Og det er ingen kristne da tjent med. Vi bør til alle tider kæmpe om, hvad der er sand kristendom. Vi bliver måske ikke enige, men hvis vi har åbne hjerter, vil vi lytte til hinanden og lære af hinanden. Men vi har også pligt til at tilrettevise hinanden. Og hvis hele denne proces sker i respekt, og i forvisning om, at vi alle, som levende grene på hovedtræet, kun er ude på at begribe sandheden, ja - så er alt såre godt.

Drømmen om paradis på jorden, om et utopia, hvor alle lever i fred og harmoni med hinanden, er - en drøm! Her på jorden er vi, fordi vi har spist af kundskabens træ om godt og ondt, og vi må derfor lære at skelne mellem det gode og det onde, og - forhåbentlig - vælge det gode. Da vi var børn, var vi naive, umiddelbare, uskyldige. Efterhånden som vi blev voksne, blev vi vidende om det gode og det onde, og dermed skyldige. Overfor hinanden, overfor os selv, overfor Gud. Vi er som famlende børn overfor Gud. Vi leder, vi søger, vi vil så gerne - og så alligevel ikke, for vi mener selv, vi ved bedst, og at vi kan selv. Well, der er den sandhed i det, at vi SKAL selv, og at vi SELV er ansvarlige, der er ingen, der kan tage ansvaret fra os. Men overfor Gud har vi alle uret, som Søren Kierkegaard sagde. Og sikke dog en velsignelse, der ligger i det.

Ingen af vi mennesker kan hæve os op over jorden og se ned på den og dermed overskue, hvad der er "sandheden". Vi må hver især kæmpe os frem til den. Og hvis du higer efter sandheden, så vil jeg lige, for sjovs skyld, give dig endnu et Søren Kierkegaardord:  Kierkegaards pseudonym Johannes Climacus hævder i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), at "Subjektiviteten er Sandheden", og sætter således den troendes lidenskabelige fastholden af sin tro på Kristus over for den videndes objektive forhold til kristendommens dogmer. Og for at gøre det endnu sjovere, siger han senere "....men subjektivieten er samtidig usandheden" . Netop fordi, at overfor Gud har vi alle uret.

Du kan jo evt. bruge den tilstundede påskeferie til at grunde over de ord :-)