onsdag den 27. marts 2013

Glædelig påske!!

Der må være udbrudt krig! Eller hungersnød! Eller generalstrejke! Der må være varslet jordskælv, oversvømmelse, vulkanudbrud, meteornedslag!

Dum dag at tage i Bilka! 90 pct. af Danmarks befolkning var der. Og de hamstrede! Personalet kunne ikke følge med til at fylde op.

Vi har frysere, vi har køleskabe, der er åbent alle dage. Helligdage er noget, fanden har skabt, men ham har vi da heldigvis fået has på. Alligevel køber vi ind, som om vi skal leve under jordens overflade i månedsvis. I Kolding Storcenter hørte jeg, at personalet sagde, det var "værre" end juleindkøb! Måske det er ved at gå op for befolkningen, at påsken er en større højtid, end julen? Nå ikke! Øv!

Kom ikke og sig, at danskerne ikke fejrer helligdagene. Det gør vi. I stor stil. Vi æder!! Morgen, middag og aften og indimellem. Eller vi laver brunch, som følger alle landes metoder: Æg, pølser, bacon, rundstykker, oste, marmelader, scrambled eggs, ristet brød, pandekager, ahornsirup, yoghurt med solbær, jordbær, naturel, peach melba, hindbær, vanille, - müsli med chokolade, frugt, naturel, crispy, nødder, mandler, peacan, - og pålæg: Skinke, lufttørret, soltørret, kældertørret, frisk, saltet, røget, - og laks, rejer, sild, - crossanter med hønsesalat, skinkesalat, æggesalat, forårssalat, russisk salat.

Og espresso, cafe latte, kaffe med mælkeskum, med sirup, med uden noget i, med sukker, thaite, hybente, hyldeblomstte -

Vi har finanskrise, skulle jeg hilse og sige. Det skider vi nordsøfiskere på! Vi har arbejdsløshed, skulle jeg hilse og sige. Hvad generer det store ånder.

Brød og skuespil, blev der sagt i det gamle romerrige, vistnok. Så holdt folket kæft! Nu mangler vi bare, at der kommer noget ordentligt i fjernsynet, så er den påske klaret!!!

Glædelig påske!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar