Den onde mor!

Det er gået op for mig, at jeg nok ikke lever evigt - i hvert fald ikke her på jorden.

Så bl.a. derfor er jeg i gang med oprydning i mine mange papirer.

Jeg fandt denne her, som jeg synes er interessant - af flere grunde:

Når jeg bliver gammel:

Når jeg bliver gammel, og mine børn har fået mand/kone, hus og børn, så vil jeg besøge hver af dem et helt døgn, og jeg vil smide mit overtøj i kurven til huer og vanter og stille skoene midt på gulvet..

Før de går i gang med at tilberede en lækker middag til mig, vil jeg lægge mig på sofaen for at se en film. Indimellem vil jeg spørge om, hvad vi skal have, og hvornår vi skal spise eller tale i telefon med mine venner.

Efter middagen vil jeg stille min tallerken oven på opvaskemaskinen, for derefter at læse ugeblade.

Næste morgen vil jeg gå i bad før alle de andre, og jeg vil lægge make-up og rigtig nusse om mig selv, mens de andre står og tripper for at komme til at tisse. Naturligvis vil jeg lade det våde håndklæde ligge på gulvet sammen med mit snavsede undertøj.

Når de er taget på arbejde og posten kommer med dagens avis, vil jeg nyde at rode rundt i sektionerne og måske tage en af dem med mig.

Inden jeg går, vil jeg lade morgenbordet stå, kyle teposen ned i vasken, træde ud af sutskoene midt på køkkengulvet, undlade at smide katten ud, lade alt lyset brænde og glemme at låse døren.

Så¨kan det være, de kommer i tanke om, hvorfor jeg var så sur, da de var teenagere.

Mor

Den er jo sjov og tankevækkende. Og det er sandelig ikke, fordi jeg ikke godt kan nikke genkendende til en del.

MEN: Jeg har været en rigtig ond mor!!! Når min søn tog laaaange bade, så der ikke var mere varmt vand (det var før vi fik genvex), kunne jeg godt finde på at lukke for vandet midt i hans bad. Hver af mine tre børn havde maddage, hvor de skulle hjælpe til. Overtøj havde kroge, så det var nemt at hænge det op, og skoene havde bestemte hylder til at stille dem på. Og jeg forlangte det hængt op og stillet på rette plads, ellers blev de beordret ud af få det gjort.

Kræsenhed var ikke et ord, vi kendte til. Der blev spist det, der blev sat på bordet, og der blev ikke serveret andet. Og de lærte IKKE at være kræsne. De måtte gerne gå i køleskabet for at finde noget at spise, når de kom hjem fra skole, men ikke efter kl. 16.00. Jeg holdt på, at det var til grin at stå og lave aftensmad, hvis de så allerede havde spist sig mætte. Indtil de var 18, skulle de være hjemme senest kl. 01.00, hvis de var til fest i weekenden. Og de skulle komme ind til mig og sige, at nu var de hjemme. Jeg forlangte, at de lavede budget og de lærte at føre regnskab. De fik tøjpenge, og de skulle slå til. Gjorde de ikke det, måtte man ønske sig tøj og sko i fødselsdags- og julegaver. De havde arbejde efter skoletid, så de tjente til egne lommepenge. Og der var sikkert flere ordninger, hvor jeg var den onde moder. Man kan jo sagtens bare lade stå til og lade sine teenagebørn gøre, hvad de vil. Det har ikke været min stil, og er slet ikke min holdning. Det kan godt være, at det koster nogle diskussioner, men det kommer så rigeligt igen som goder. Så frem for at gå og være sur, skal man tage kampen op og lære sine børn nogle gode vaner, og at vi hænger sammen som familie, og at ingen kører på frihjul. Det er i hjemmet, de primært skal lære ordentlige værdier. Med andre ord: Jeg syntes jo ikke selv, at jeg var ond! Tværtimod. Jeg har lært mine børn noget. At lade stå til, fordi man ikke orker at tage kampene, DET er ondt. Og det ser da ud, som om der er blevet nogle gode, søde og fornuftige børn ud af det!